SAS etablerer fem nye internationale flyruter i Aarhus Airport

SAS investerer et trecifret millionbeløb i Aarhus Airport. Østjyderne får nye, direkte forbindelser til Oslo, Stockholm, München, Mallorca og Split.

Flere ruter, flere afgange og mange flere passagerer. Sådan ser fremtiden ud for Aarhus Airport, efter at lufthavnen sammen med SAS torsdag formiddag offentliggjorde planerne for et nyt strategisk samarbejde de to parter imellem. Det fandt sted på et pressemøde i Aarhus Airport.

SAS investerer et trecifret millionbeløb i Aarhus Airport. En investering der giver mulighed for cirka 3.000 nye flyafgange, flere end 300.000 nye sæder sat til salg og som vil skabe omkring 200.000 nye passagerer i lufthavnen. Alt sammen inden for samarbejdets første år.

”Vi kan se et væsentligt potentiale i området. Vi styrker indenrigstrafikken med flere ekstra daglige afgange mellem Aarhus og København. Det giver bedre mulighed for at anvende fly som transport til København, hvor der er adgang til vores globale netværk. Derudover skaber vi en række direkte ruter fra Aarhus til feriedestinationer, som vi vil blive ved med at videreudvikle. Dette er en stor satsning for SAS sammen Aarhus Airport og satsningen er med til at skabe adskillige arbejdspladser i og omkring Aarhus,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Konkret etablerer SAS fem nye internationale flyruter i sommerprogrammet 2018 fra Aarhus til henholdsvis Oslo, Stockholm, München, Mallorca og Split. Derudover bliver Aarhus og Malaga en helårsrute, således at der totalt vil tilbydes syv SAS-ruter til og fra Aarhus.

Luftbro mellem Aarhus og København
SAS øger samtidig flyvningerne mellem Aarhus og København med 20 procent, hvilket vil være med til at styrke sammenhængskraften mellem Øst- og Vestdanmark. Samlet set vil SAS fra april 2018 beskæftige 3-4 fly i betjeningen fra Aarhus.

Med det nye samarbejde står Aarhus Airport foran en vækst i lufthavnens trafik på mere end 50 procent. Samarbejdet med SAS er blandt andet et forsøg på at imødekomme konkrete ønsker fra lufthavnens erhvervskunder.

”For halvandet år siden fik vi lavet en undersøgelse, hvor erhvervslivet i Østjylland svarede på, hvilke ønsker de havde for lufthavnens trafik. Der blev entydigt peget på forbindelser til Oslo og Stockholm samt en hyppigere frekvens på ruten til København. Fællesnævneren for de tre ønsker er SAS, som er det eneste selskab, der flyver til alle tre destinationer. Derfor er det med både glæde og stolthed, at vi nu kan præsentere en massiv udvidelse af lufthavnens trafik i netop de ønskede retninger,” sagde Torben Boldsen.

For yderligere information kontakt venligst SAS’ presseafdeling 4532323135

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 191 lande verden over.

Om os

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 192 lande verden over.

Abonner