SAS foreslår strukturelle ændringer på hjemmemarkederne - fælles selskab kan blive etableret i Norge

SAS foreslår strukturelle ændringer på hjemmemarkederne - fælles selskab kan blive etableret i Norge Som et led i omstillingsprogrammet "Turnaround 2005" og arbejdet med at skabe nødvendig konkurrencedygtighed, vurderer SAS-koncernen forskellige produktionsstrukturer for sine flyselskaber i de tre skandinaviske lande. I det danske, norske og svenske marked skal virksomhederne gennemgå betydelige ændringer for at skabe en konkurrencedygtig platform med lave omkostninger. I Danmark og Sverige vil ændringerne ske inden for rammerne af de respektive landes organisationer, men på en sådan måde at både lavpris- og fuldservicesegmenterne kan betjenes effektivt. Struktur- og markedsforhold kræver mere omfattende omlægninger i Norge. Wideröe omfattes ikke af de foreslåede ændringer. Koncernledelsen i SAS vil fremlægge et forslag til ny struktur for virksomheden i Norge for koncernens bestyrelse. Fagforeningerne i Braathens og Scandinavian Airlines er i dag blevet orienteret om forslaget. Den foreslåede omlægning af jetflyoperationerne i Norge skal skabe et omkostningsniveau, som giver den konkurrencedygtighed, markedet kræver. Koncernledelsen mener, at den bedste forretningsmæssige løsning er at integrere hele organisationen i Braathens og Scandinavian Airlines i Norge i et fælles selskab, som skal betjene det norske marked på en konkurrencedygtig måde. Et sådant selskab kan enten indebære, at al virksomhed samles i et af de eksisterende selskabet eller i et nyt. Løsningen forudsætter effektiviseringstiltag, og at der bliver etableret nye aftaler med medarbejderne om reducerede løn- og arbejdsvilkår for at skabe den nødvendige lønsomhed og konkurrencedygtighed. En integration med disse forudsætninger på plads vil da ske i form af en virksomhedsoverdragelse, med de rettigheder dette vil indebære for berørte medarbejdere. Ledelsen i Braathens og Scandinavian Airlines vil i den kommende tid fortsætte dialogen og forhandlingerne med fagforeningerne. Der er fortsat mange spørgsmål af forretningsmæssig og operativ karakter, som skal afklares inden koncernledelsen efter planen fremlægger sin indstilling for SAS' bestyrelse for endelig beslutning i marts. De foreslåede ændringer skal sikre SAS koncernens evne til at konkurrere i alle dele af markedet både når det gælder pris og produkter, som efter planen tilbydes kunderne fra maj i år. Kontaktpersoner: Informationschef Troels Rasmussen, SAS koncernen (Danmark) +45 32 32 4675 Informationschef Siv Meisingseth, Scandinavian Airlines (Norge) + 47 95 71 61 45 Informationsdirektør Knut Lövstuhagen, Braathens +47 48 21 50 05 SAS GROUP CORPORATE COMMUNICATIONS ------------------------------------------------------------ Besøg http://www.waymaker.dk for mere information Følgende filer kan downloades: http://www.waymaker.net/bitonline/2004/01/28/20040128BIT00220/wkr0001.doc http://www.waymaker.net/bitonline/2004/01/28/20040128BIT00220/wkr0002.pdf

Om os

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 192 lande verden over.

Abboner

Dokumenter og links