SAS indgår aftale med Cimber A/S

SAS har indgået en længerevarende aftale om at opretholde flyvninger med de fire CRJ-fly, som Cimber Sterling hidtil har fløjet for SAS. Aftalen føres nu videre af selskabet Cimber A/S, der er etableret d. 15. maj, med henblik på at erhverve en række aktiver fra det tidligere Cimber Sterling A/S.

SAS har siden Cimber Sterlings konkursbegæring været i dialog med kuratorerne om de samarbejdsaftaler, der forelå selskaberne imellem. I første omgang indgik SAS en midlertidig aftale med konkursboet, og kunne dermed opretholde ca. 30 daglige flyvninger. Nu foreligger så en endelig aftale, som sikrer, at SAS kan opretholde det planlagte trafikprogram. Aftalen er kommet i stand med Jørgen Nielsen, Jacob Krogsgaard og Alex Dyrgaard, folkene bag det oprindelige selskab, Cimber Air, og deres nye selskab Cimber A/S.

- SAS har indgået en robust og fornuftig aftale, som er til stor gavn for vores kunder. Indtil konkursen har Cimber Sterling leveret en god kvalitet, og vi er meget tilfredse med at kunne fastholde denne kvalitet med de dygtige Cimber-folk, som fortsætter med at flyve for SAS, siger koncerndirektør, COO i SAS, Flemming Jensen, som også glæder sig over, at SAS kan bidrage til at bevare kompetencerne og en del af arbejdspladserne fra det gamle Cimber.

CEO i Cimber A/S, Jacob Krogsgaard, er også glad for samarbejdet.

- SAS har gennem mange år været en god og solid samarbejdspartner. Derfor er jeg meget glad for, at det er lykkedes at lave en aftale til glæde for kunderne, SAS og det nye Cimber A/S, og vi ser frem til at fortsætte med at levere den samme gode service og kvalitet, siger Jacob Krogsgaard.

Rutenettet vil være i stil med det, Cimber hidtil har fløjet, og drejer sig om ca. 30 daglige flyvninger primært til Nord- og Østeuropa. Aftalen løber frem til sommertrafikprogrammet 2014. Flyene vil primært være bemandet med piloter fra SAS og kabinepersonale fra Cimber A/S, dvs. tidligere Cimber-medarbejdere.

For yderligere information, kontakt venligt SAS presseafdeling på 3232 3135.

Om os

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 192 lande verden over.

Abonner