SAS klar med ny firmakortaftale

SAS har indgået aftale med Diners Club og Eurocard som nye samarbejdspartnere på firmakreditkort-området. Samarbejdet vil betyde, at der sættes yderligere fokus på rejseløsninger, som tilgodeser virksomhedernes øgede fokus på de totale rejseomkostninger.

- Der vil således være mulighed for at imødekomme det meget store antal små og mellemstore virksomheder, som de senere år har indgået aftaler med SAS og Partnere samt at kunne tilbyde de store virksomheder målrettede og tilpassede aftaler i forhold til krav fra den enkelte, siger vice-administrerende direktør Jens Wittrup Willumsen, Scandinavian Airlines Danmark.

- I Danmark har Diners Club og Eurocard en meget stærk position. Det giver SAS de bedste forudsætninger for kunne tilbyde vores kunder et yderst attraktivt og konkurrencekraftigt produkt, som vil effektivisere og forenkle hele rejseprocessen, påpeger han.

Med aftalen tilbyder Diners Club og Eurocard i løbet af efteråret administrations- og betalingsløsninger, som giver virksomhedsmarkedet et fuldt dækkende tilbud på rejseløsninger. SAS Corporate Card vil gradvist blive udfaset som selvstændigt kreditkort og funktionaliteten overført til Diners Club og Eurocard. Den nye samarbejdsaftale omfatter hele Norden.

- Det nye samarbejde vil blive positivt for den rejsende, og ikke mindst vil det blive enklere at rejse billetløst og afregne automatisk, siger adm. direktør Kurt Thyregod, på vegne af Diners Club og Eurocard. Samtidig fremhæver han, at Diners Club tager udgangspunkt i det lange samarbejde på nordisk plan mellem Diners Club og SAS-koncernen omkring kundeloyalitetsprogrammet SAS EuroBonus. - Vi videreudvikler nu samarbejdet til fordel for de forretningsrejsende.

SAS har hidtil samarbejdet med Nordea Finans om SAS Corporate Card. Partnerne er imidlertid enige om at afslutte samarbejdet, når den nuværende aftale udløber i første kvartal 2006. SAS' egen kortløsning vil være fuldt integreret i det nye koncept med Diners Club inden udgangen af første kvartal næste år - og senere med Eurocard.

De nye firmakort vil kunne anvendes som både billet og betalingsmiddel, og betaling sker, efter at rejsen er gennemført. Fordelene og funktionaliteten som ligger i kortene bidrager til, at virksomhederne kan reducere omkostningerne markant og forenkle administrationen, samtidig med at selve rejsen bliver enklere. Rejsen kan bestilles når som helst, hvor som helst og check-in kan foretages manuelt på internet eller i automat i lufthavnene.

SAS Corporate Card kunderne vil løbende få tilbud om at overgå til Diners Club eller Eurocard med tilgang til rejserelateret funktionalitet som SAS Travel Pass Corporate, rejsestatistik, betalingskort med tillægsydelser og rejsekonto.

Om os

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 192 lande verden over.

Abboner

Dokumenter og links