SAS underskriver med Airbus: Total fornyelse af langruteflåden

Spritnye Airbus-fly løfter SAS’ langruteflåde ind i en ny fremtid.

SAS og Airbus har underskrevet en hensigtserklæring om en ordre på otte nye A350-900 XWB og fire nye A330-300 Enhanced. Aftalen markerer samtidig lanceringen af SAS langrutestrategi med en omfattende plan for fornyelse af flåden, optioner på yderligere seks A350-900 fly og en gennemgribende fornyelse af kabinerne på den eksisterende flåde.

SAS har netop lanceret et helt nyt servicekoncept, som skal skabe den mest moderne rejseoplevelse for kunderne. Tilbuddet til kunderne bakkes op af en omfattende flådefornyelsesplan med 65 kortrutefly, som allerede er offentliggjort og igangsat, og nu fuldendt med en omfattende flådeplan for langruterne. Ved at levere på nøgleinitiativer i strategien 4Excellence Next Generation har SAS skabt forudsætningerne.

“Jeg er utrolig glad for dagens annoncering. Mens vi leverer på vores strategi og plan for et lønsomt SAS, lykkedes vi samtidig med at skabe de forandringer, som kan gøre det muligt at investere i vores fremtid som Skandinaviens førende flyselskab – til gavn for vores kunder, medarbejdere og aktionærer,” siger Rickard Gustafson, SAS Group koncernchef & CEO.

Med aftalen tager SAS de vigtige greb, der skal til for at sikre en moderne og effektiv langruteflåde med den allernyeste teknologi fra Airbus.

“Vi er glade for, at SAS har understreget sin tillid til Airbus ved at vælge vores A330, som giver suveræn økonomi og det højeste niveau af driftssikkerhed sammen med ​​A350-900 XWB, verdens mest teknologisk avancerede og effektive fly,” siger John Leahy, Airbus Chief Operating Officer, Customers.

En moderne og effektiv langruteflåde
Den første A350-900 bliver leveret i 2018, og allerede i 2015 bliver flåden opgraderet med de første A330-300 Enhanced, som erstatter A340, når leasingkontrakterne på disse fly udløber. I mellemtiden sætter SAS gang i fornyelse af kabinerne på syv af langruteflyene i flåden.

“De store tekniske forbedringer, som ligger i den omfattende flådefornyelsesplan, vil give SAS en langruteflåde i branchens superliga. Det vil øge vores konkurrenceevne og styrke vores tilbud til kunderne – både hvad angår komfort, service og effektivitet. Derudover kommer vi til markant at nedbringe brændstofforbruget, hvilket resulterer i lavere omkostninger og understøtter samtidig vores mål om at nedbringe udledning,” siger Rickard Gustafson.

A350 er en spritny flytype med avanceret aerodynamik, de nyeste materialer og teknologi på markedet. Den giver op til 30 procent mindre brændstofforbrug per passagersæde og halverer støjniveauet i sammenligning med eksempelvis A340.

“Jeg kan se tilbage på et ekstremt begivenhedsrigt år for SAS med konkrete resultater. Vi har introduceret, leveret og vil fortsætte med at levere på vores vigtige plan for et lønsomt SAS. Vi har lanceret mere end 50 nye ruter og et helt nyt servicekoncept til kunderne. Og nu præsenterer vi en yderst konkurrencedygtig flådeplan for vores langruteforretning, som betyder, at SAS kan fortsætte med at agere offensivt,” siger Rickard Gustafson.

Flådeplanen har fleksibilitet og inkluderer dermed muligheden for betydelig vækst. Den finansieres af eksportkreditfinansiering og sale & leaseback. Listeprisen på ordren er estimeret til 3,3 MIA USD.

Pressemøde i Oslo, Gardemoen Lufthavn tirsdag den 25. juni kl. 11. Webcast: http://stream.l6.no/sas/ .

Fakta om fornyelsesplanen for SAS’ langruteflåde
SAS’ nuværende langruteflåde består af syv A340-300 og fire A330-300 samt en indlejet reserve A340 i efteråret 2013.

Otte A350-900 XWB

  • SAS bestiller otte A350-900 med option på yderligere seks fly.
  • A350-900 har ca. 20 procent større passagerkapacitet end den nuværende A340/A330 flåde.
  • A350-900 er en spritny flytype med avanceret aerodynamik, de nyeste materialer og teknologi på markedet.
  • Flyet giver op til 30 procent mindre brændstofforbrug per passagersæde.
  • Mere comfort, større vinduer og en mere støjfri kabine, hvor støjniveauet er halveret i sammenligning med for eksempel A340.
  • A350-900 vil blive leveret til SAS fra 2018.

Fire A330-300 Enhanced

  • Med en ordre på fire nye A330-300 Enhanced vil SAS øge den effektive A330-flåde fra fire til i alt otte fly.
  • Forbedringerne inkluderer ny kabine, 2 procent reduktion af brændstofforbrug og en betragtelig større rækkevidde, hvilket gør flyet egnet til hele SAS’ netværk.
  • A330-300 Enhanced vil blive leveret til SAS fra 2015.

Fornyelse af syv A330/A340

  • SAS vil forny kabinerne på op til syv udvalgte A330/A340.
  • Fornyelsen indebærer nye sæder i hele kabinen, inklusiv fuldt horisontale sæder på Business Class og for hele kabinen et nyt HD video-on-demand underholdningssystem.
  • Kabinefornyelserne forventes at være færdige i 2015.

Yderligere oplysninger
SAS’ presseafdeling på telefon 32 32 31 35

Tags:

Om os

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 192 lande verden over.

Abonner

Multimedia

Multimedia