Solid fremgang til Sorø Kommune

Sorø Kommune er blevet endnu mere erhvervsvenlig og har oplevet betydelig vækst i antallet af private virksomheder.

Sorø Kommune er blevet markant mere erhvervsvenlig end for blot et år siden. Det fremgår af Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervs- og byggevenlighed, som netop er udkommet.

Her lander Sorø på en 52. plads, hvilket er 29 pladser bedre end sidste år. Det glæder borgmester Gert Jørgensen.

– Det glæder mig naturligvis at se, at også Dansk Byggeri mener, at vi er på vej i den rigtige retning. Der er fortsat et stykke arbejde, som skal gøres, før vi kan være tilfredse med vores placering i netop denne analyse, men her hæfter jeg mig især ved, at vi allerede på nuværende tidspunkt har betydeligt kortere sagsbehandlingstider, end da undersøgelsen blev foretaget, og at det er et område, vi er yderst opmærksomme på, siger han.

Fokus på fremtiden

Som noget nyt ser Dansk Byggeris analyse også på samarbejdet mellem skoleområdet og erhvervslivet. Og det glæder Gert Jørgensen.

– Sorø Kommune har gang i nogle virkelig interessante tiltag inden for skole-virksomhedssamarbejde. Vi arbejder meget målrettet på at styrke overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelser, og når det gælder andelen af unge, som vælger en erhvervsuddannelse, ligger vi over landsgennemsnittet. Herudover har vi en lang række konkrete samarbejder mellem skoler og virksomheder – alt sammen noget, som er vigtigt i et fremtidsperspektiv, både for erhvervslivet og for det enkelte unge menneske, som skal godt i gang med et voksenliv med uddannelse og job.

En del af fremgangen i Sorø Kommunes placering skyldes gode resultater på arbejdsmarkedsområdet, hvor Sorø Kommune ligger i den bedste ende af de Sjællandske kommuner, når det gælder om at få både langtidsledige og nyledige i arbejde.

På flere områder afspejler byrådets beslutninger sig direkte i analysen. Eksempelvis beslutningen om at lempe kravene om garantistillelse fra entreprenører, som løser byggeopgaver for kommunen.

Godt gang i udviklingen

Også på parametrene kommunale investeringer og byggetilladelser ligger Sorø Kommune pænt i analysen. Og ikke mindst når det gælder udviklingen i antallet af private virksomheder har der været markant fremgang for Sorø Kommune.

– Det ser jeg som et udtryk for, at der generelt set er godt gang i vores kommune. Flere og flere private virksomheder vælger at etablere sig i Sorø Kommune, og det er meget positivt, siger Gert Jørgensen.

Fakta

  • Dansk Byggeris analyse har især fokus på faktorer med betydning for byggebranchen. Den vigtigste parameter i analysen er sagsbehandlingstiden for byggesager.
  • Netop på byggesagsbehandlingstid får Sorø Kommune en dårlig placering. Det skyldes, at analysen medregner de mange byggesager, som kommunen har registreret i forbindelse med en kampagne helt tilbage i 2014, hvor bygningsejere fik frit lejde for registrering af ikke-registreret byggeri.
  • Ser man alene på nybyggeri, er sagsbehandlingstiden i dag på gennemsnitligt 12,5 dage – altså langt kortere end de tal, Dansk Byggeri lægger til grund for deres analyse. 

Kontakt
Gert Jørgensen, borgmester i Sorø Kommune, telefon 2146 3239.

Sorø Erhverv
Sorø Erhverv er virksomheders indgang til kommunen. Vi hjælper med råd og vejledning i forhold til at starte og drive en virksomhed i Sorø Kommune. Vi samarbejder både regionalt med Region Sjælland, nationalt med ministerier og erhvervsorganisationer og internationalt med forskellige EU-institutioner.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia