Telenor bygger fremtidens mobilnetværk i Danmark

Telenor vil i løbet af det kommende år udskifte hele infrastrukturen for mobiltjenester i Danmark. Opbygningen af det nye mobilnetværk sker i højt tempo og vil betyde, at Telenor i sommeren 2010 har et fremtidssikret mobilnetværk, der er klar til at levere 4G/LTE-tjenester til kunderne. Nokia Siemens Networks og Starent Networks er valgt som teknologileverandører af henholdsvis radionetværk og mobilt kernenet.

"Det er den største fornyelse af det danske mobilnet, vi nogensinde har foretaget. Det vil give vores kunder væsentligt bedre tjenester på mobilt bredbånd, da kapaciteten, hastigheden og stabiliteten bliver højere. Det giver os samtidig mulighed for både at videreudvikle og øge kvaliteten af tjenesterne i mobilnettet over hele landet,” siger Henrik Clausen, administrerende direktør for Telenor i Danmark. ”Vi udskifter hele vores mobilnetværk over det kommende år. Til næste sommer vil vi stå med et helt nyt netværk, der kan levere hastigheder på mobilt bredbånd på op til 21 Mbit/s og som vil være klar til at levere 4G/LTE-tjenester til kunderne. I den mellemliggende periode bliver kapaciteten og dækningen i vores netværk forbedret, så vores kunder vil allerede inden for kort tid vil få en markant bedre oplevelse,” siger Henrik Clausen. Første etape indebærer en omgående optimering af netværket med bl.a. en opgradering til 14,4 Mbit/s og en udrulning af EDGE på 2G-netværket, der skal sikre yderligere kapacitet i netværket. Opgradering til 21 Mbit/s i hele netværket påregnes at være på plads i sommeren 2010.   Tæt opløb Valget af leverandører er foretaget efter en omfattende udbudsproces. Tilbuddene er blevet vurderet efter tekniske krav og specifikationer, fremtidsplaner, kommercielle betingelser og forhold, som kan sikre et stabilt, godt og forudsigeligt samarbejde.   "Det var et meget tæt opløb, men til syvende og sidst var det Nokia Siemens Networks og Starent Networks, som vi valgte at indgå samarbejde med. Den hastighed som udskiftningen af netværket kunne gennemføres med samt kommercielle betingelser gjorde udfaldet,” siger Henrik Clausen. Aftalen dækker levering af udstyr på tværs af teknologigenerationer og frekvensbånd og omfatter multibasestationer for både 2G/GSM, 3G/UMTS og 4G/LTE. Aftalen gælder frem til 2015 og forudsætter en endelig godkendelse fra bestyrelsen i Telenor ASA. "Det er vores første LTE-aftale i Norden og er derfor en vigtig referencesag for os. Aftalen viser kvaliteten af vores netværksteknologier både i dag og langt ind i fremtiden,” siger Joe Doering, chef for Nokia Siemens Networks’ nordiske og østeuropæiske forretning. "Telenor har vist, at de leverer tjenester af høj kvalitet til deres kunder. Vi ser frem til at være en central del af opbygningen at Telenors nye netværk og yderligere forbedre oplevelsen for deres kunder," siger Ashraf Dahod, president og CEO i Starent Networks.

Tags:

Om os

Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og bredbånd. Vi er en del af en global virksomhed, som er et af Nordens største teleselskaber og verdens syvendestørste leverandør af mobiltelefoni. Telenor er repræsenteret i 13 lande, og på verdensplan hjælper vi over 165 millioner kunder med at kommunikere. Danmark er et fokusområde for Telenor. Her er vi mere end to tusinde medarbejdere, som hver dag yder vores bedste for at gøre det enkelt og nemt for vores kunder at kommunikere. Det er vigtigt for os, at Danmark bliver et førende videnssamfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i den danske teleinfrastruktur. I Danmark er CBB Mobil, BiBoB og Canal Digital også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk

Abonner