Sæson for festivaler og arrangementer

Hele den irske ø summer af aktivitet, og der er masser at tage sig til i festivalsæsonen, som ligger lige rundt om hjørnet. Kalenderen for sommerperioden er proppet med spændende festivaler og arrangementer . På den irske ø er der noget for enhver smag; fra mad til litteratur, udendørsaktiviteter, dyr, gadekunstnere og en bred vifte af musikfestivaler. En af de bedste måder at møde irerne på og opleve den irske kultur, når den er bedst, er ved at deltage i en festival.

Nordirland

Nordirlands hovedstad, Belfast, er en ung, levende by, som også er hjemsted for en stor musikscene, hvilket har fået bystyret til at give byen tilnavnet ”Belfast - City of Music”. En af de helt store festivaler er Belfast Taste and Music Fest , som finder sted 4.- 7. august. Belfast Taste and Music Fest kombinerer mad og underholdning, og festivalen byder på både madlavningsevents og smagsprøver med nogle af de lokale stjernekokke og et stort program med koncerter og forskellig underholdning af musikalsk art. Senere på måneden, fra den 16. til den 27. august, er Belfast vært for Belsonic , som samler musikalske talenter fra hele verden, og der er mange forskellige koncerter overalt i byen. I det smukke dalområde the Glens vender Foyle Pride Festival tilbage til Derry, Storbritanniens kommende kulturby i 2013. Fra den 24. til den 28. august er der et stort program med mange forskellige arrangementer, som kulminerer i en stor gadeparade fuld af farver, musik og kostumer. Hvis du vil læse mere om, hvad der sker i Nordirland, så klik her .

Dublin og østkysten

Østkysten inklusive Dublin og de omkringliggende områder er et af de steder, som byder på flest spændende arrangementer i sommeren 2011. Der er to glimrende musikfestivaler, som man ikke må gå glip af denne sommer: Oxegen i County Kildare (Kildare-regionen) fra den 8. til den 10. juli med over 100 koncerter samt tivoli, et kæmpe 3D-biograflærred og ”silent disco”, og Electric Picnic i County Laois fra den 2. til den 4. september med koncerter og kunstevents på herregården Stradbally Halls udstrakte plæner. Electric Picnic er familievenlig og har et helt område, som er viet til børnene, ”Soul Kids’ zone”, hvor der er musik, jonglering, gadeperformance, maleri og andre aktiviteter, som ungerne kan deltage i. Når den smukke irske sommer står i fuldt flor, kan man også høre Loughcrew Garden Opera fra den 8. til den 9. juli i County Meath og opleve Kilruddery Festival den 19., 26. og 28. august i County Wicklow med optrædener i idylliske, blomstrende omgivelser under åben himmel.

Senere på sommeren, fra den 3. til den 7. august, kan man opleve Dublin Horse Show . Dette show er en hyldest til Irlands nære samhørighed med heste, og her finder man alt hesterelateret, blandt andet showheste og de bedste internationale springshows. Det er et af de største arrangementer i Irland, sommerens højdepunkt, og det tiltrækker titusinder af folk fra hele Irland og hele verden.  

De sydlige counties

I Irlands næststørste by, Cork , sker der altid meget, og man finder her et stort udbud af overnatningsmuligheder, pubber og restauranter, seværdigheder som the English Market, Cork City Gaol samt tilbud om en farverig formidling af byens historie i form af de nye ”i-walks”, der kan downloades. Lige nu afholdes der Cork Midsummer Festival fra den 11. til den 26. juni. Festivalen byder på femten dages eksplosiv underholdning, teater, visuel kunst og musik med byen som kulisse.

Et af sommerens højdepunkter på sydkysten bliver Waterford Tall Ships Festival fra den 30. juni til den 3. juli. Over 50 skibe lægger til i Waterford og underholder et stort publikum som optakt til the Tall Ships Race. Der bliver fem scener med non-stop musik fra først på eftermiddagen til om aftenen hver dag, gadeshows, omvandrende musikoptrædener, fire tema-”landsbyer” – håndværksbyen, madbyen, markedsbyen og John Street-byen – og fantastisk fyrværkeri over kajområdet hver aften.

Senere på måneden, fra den 29. til den 31. juli, kan man deltage i Spraoi i Waterford. Gaderne og kajområdet i Waterford forvandles til en familieweekend fyldt med fantasi, farve og sjov. Højdepunktet er Spraoi Parade med udklædte artister, spektakulære flydende shows, live musik og special effects. Den 27. og 28. august afholdes Sean Kelly Cycling Tour , et arrangement, som er skabt til ære for en af verdens største cykelryttere, Sean Kelly. Man kan prøve sine evner af på tre cykelruter af forskellig længde, 50 km, 100 km og 160 km, som alle går gennem det smukke landskab i Waterford.

Vestkysten

Længere oppe ad vestkysten ligger en af Irlands mest populære byer, Galway , der er kendt for sine charmerende stræder, sine mange pubber og restauranter, og som danner porten til de skønne og smukke Connemara og Aran Islands. Juli er den officielle festivalsæson i Galway, og der er rigelig underholdning for enhver smag. Sæsonen starter i perioden 5.-10. juli med Galway Film Fleadh , som er en hyggelig filmfestival, hvor publikum og filmskabere mødes for at vise og nyde det bedste fra den irske og internationale filmscene. Programmet omfatter fremvisninger, premierer, dokumentarer og visninger af kortfilm. Der bliver mulighed for at komme tæt på filminstruktørerne og skuespillerne i debatter, diskussionsfora og seminarer. Lidt senere på måneden, fra den 11. til den 24. juli, ligger Galway Arts Festival , som er Irlands største kunst- og kulturfestival. Den løber over to uger og indeholder en række teaterproduktioner, hvor bl.a. den irske skuespiller Cillian Murphy vender tilbage til scenen i Enda Walshs ”Misterman”, en nyfortolkning af Shakespeares ”Comedy of Errors” og ”Richard III”, og en komisk tour de force i ”Love, Love, Love”.

Fra den 25. til den 31. juli afslutter Galway Summer Races måneden med storstilede racerløb på Ballybrit-banen. På den legendariske Ladies Day trækker damerne i det store skrud for at vinde titlen som Best Dressed Lady. Der er gode muligheder for at byens lokalbefolkning og de besøgende kan komme tæt på hinanden og slå sig løs sammen, da der altid er en god stemning med musik og underholdning på pubber og hoteller hele ugen.

Mediebesøg

Tourism Ireland arrangerer gerne organiserede mediebesøg til de ovennævnte festivaler. At deltage i en festival som en del af et mediebesøg er en enestående mulighed for både at opleve noget ægte irsk og samtidig få gode idéer til originale og personlige beretninger. Hvis du er interesseret i at rejse til Irland på et mediebesøg med henblik på at deltage i en festival eller et arrangement, så kontakt venligst Ruairi Lehmann på rlehmann@tourismireland.com

Go Where Ireland Takes You – www.discoverireland.com

Glenda Reid, Marketing and Publicity

Tel: 45 33 17 72 34

Email: greid@tourismireland.com

| Tourism Ireland - Nordic Headquarters|

|Store Kongensgade 3, 1 tv | DK-1264 Copenhagen K, Denmark|

|T: 45 33 17 72 34|F: 45 33 32 44 01|

| www.discoverireland.com |

Tags:

Om os

“Tourism Ireland markets the Island of Ireland overseas. Perched on the northwest tip of Europe, this is the one place in the world where even time getting lost will be worthwhile... With ancient myths and legends to uncover, amazing landscapes to explore and locals who will be more than happy to reveal our hidden gems, just go where the island of Ireland takes you. Guaranteed, you'll return home with memories that will last a lifetime. This wonderful island is packed with events all year round and boasts stunning landscapes providing the ultimate backdrop to any occasion. If you would like any more information or you are interested in a press trip to Ireland please contact us. http://www.discoverireland.com/dk/

Abonner

Dokumenter og links