Skybrudssæsonen er startet - forebyg skader på hus og ejendele nu

Hvis du ikke allerede har gjort det, er det nu, du skal forberede din bolig på at kunne modstå sommerens skybrud. Med få midler og de rette forbehold kan du spare dig selv for meget besvær.

Årets første skybrud ramte forleden dele af Sjælland, Lolland og Bornholm, og forsikringsselskabet Tryg registrerede i den forbindelse 66 vandskader blandt selskabets kunder. Går det som tidligere år, kan vi forvente mange flere af slagsen. Hvis du ikke allerede har gjort det, er det derfor nu du skal tage dine forbehold, hvis du vil undgå kloakvand i din kælder og vandskader på dit hus og inventar.

Kloakvand ødelægger inventar og ejendele
Carsten Sørensen er taksatorchef i Tryg og har gennem tiden set mange eksempler på vandskader som følge af kraftige skybrud:

- Det værste for folk er nok, når et skybrud får kloakvandet til at stige op igennem toiletter og afløb. Det er på alle måder en grim oplevelse, som giver skader på bygningen og ødelægger inventar og ejendele, fortæller Carsten Sørensen.

Du kan selv gøre meget
Derfor råder Carsten Sørensen alle til at tage et kig på både bolig og udenomsarealer med henblik på helt at undgå vandskader i forbindelse med skybrud:

- Du bør ikke opbevare ting i kælderen, som har stor betydning for dig. Løft i det hele taget så meget som muligt væk fra kældergulvet, og opbevar ting på borde eller i vandtætte plasticbeholdere. Det er også en rigtig god investering at installere et højtvandslukke, som sikrer, at der ikke kommer vand op igennem afløbene, fortæller taksatorchefen.

Udenfor bør du sikre dig, at der er fald på græsplæne, terrasse og indkørsel, så vandet kan løbe væk fra huset.

Ét skybrud kostede 4,6 milliarder kroner
Da skybruddet ramte hovedstaden 2. juli sidste år, løb det op i skader for intet mindre end 4,6 milliarder kroner. Tryg håber ikke, dette års sommer byder på skybrud af samme omfang, men under alle omstændigheder giver det god mening, både for husejere og forsikringsselskaber, at forsøge at minimere omfanget af skader. Har man én gang været ramt af vand i kælderen, ved man, hvor omfattende oprydningsarbejdet kan være. Og i sidste instans kan en stigning i antallet af skybrudsskader være ensbetydende med stigende forsikringspriser.

Flere tips og vejrvarsel på sms
Du kan finde flere gode råd til, hvordan du undgår vandskader på www.tryghedsraadgiveren.dk, og på www.forsikringsvejret.dk kan du tilmelde dig en gratis sms service, hvor du modtager varsler om hårdt vejr på en hvilken som helst adresse i Danmark.

GODE RÅD TIL AT FOREBYGGE SKYBRUDSSKADER:

  • Sørg for, at der er fald på græsplæne, terrasse og indkørsel, så vandet kan løbe væk fra huset.
  • Tjek jævnligt dræn og kloakker, så du sikrer dig, at de fungerer og ikke er tilstoppede. Installér eventuelt en ekstra pumpe i din pumpebrønd eller et højtvandslukke.
  • Opbevar ikke ting i kælderen, der har stor betydning for dig, og som kan tage skade af vand. Løft så meget som muligt væk fra kældergulvet, og placér dine ting på borde, i plasticbeholdere eller på reoler, der kan tåle vand.
  • Undgå tæpper, gipsvægge og trægulve i kælderen.
  • Sørg for, at tagrender og nedløb er rensede og klar til at lede vandet den rigtige vej. Udendørs afløb og riste skal holdes rene og fri for affald og blade.

Pressekontakt: Anne Anker, anne.anker@tryg.dk, 23 24 35 67

Om Tryg
Tryg vil opleves som Nordens ledende tryghedsleverandør og arbejder for, at bekymringer ikke skal stå i vejen for vores kunders hverdag. I 2011 sikrede vores godt 4.300 medarbejdere tryghed for over 2,7 millioner privatpersoner og mere end 140.000 virksomheder. Med bruttopræmieindtægter på 20,6 mia. DKK i 2011 er vi det næststørste skadeforsikringsselskab i Norden. I Danmark og Norge er vi henholdsvis den største og tredjestørste aktør, mens Sverige og Finland udgør 13% af Trygs samlede præmieindtægter. I Sverige markedsfører vi os under navnet Moderna. Tryg indgår i C20-indekset på Nasdaq OMX København og er desuden listet som samfundsansvarlig virksomhed på FTSE4Good indekset. Se også www.tryg.com , www.facebook.com/trygdanmark , www.youtube.com/TrygDanmark og www.flickr.com/tryg

Tags:

Om os

Om Tryg”Det handler om at være tryg”. Som ledende nordisk forsikringskoncern med aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige arbejder Tryg for at skabe tryghed og værdi for sine kunder, medarbejdere og aktionærer. I 2013 sikrede Trygs 3.700 medarbejdere tryghed for flere end 2,7 millioner kunder. Tryg er noteret på Nasdaq OMX Copenhagen, og 60 % af aktierne ejes af TryghedsGruppen smba, der via TrygFonden årligt uddeler omkring 500 mio. DKK til trygheds¬skabende formål.

Abonner

Dokumenter og links