Tryg udnævner ny koncerndirektør for Erhverv

Tryg har ansat nordmanden Trond Bøe Svestad som ny koncerndirektør for Erhverv i Tryg. Trond har det meste af sin forsikringserfaring fra Erhverv og kommer senest fra en stilling som vicedirektør for If’s nordiske privatforretning.

Trond Bøe Svestad tiltræder den 1. september 2013 som koncerndirektør for Erhverv i Tryg. Indtil da fortsætter Nicklas Larsen, der har været konstitueret i stillingen som koncerndirektør for Erhverv.

- Jeg er glad for, at vi nu har fundet vores nye koncerndirektør til Erhverv. Trond har en solid forretningsmæssig erfaring i forsikringsbranchen og er knalddygtig til forsikring, så jeg er sikker på, at Trond vil bidrage til at styrke vores markedsposition i Erhverv yderligere. Trond medbringer derudover betydelig erfaring og succes med at arbejde på tværs i nordiske organisationer, og jeg er glad for at byde Trond velkommen på holdet, siger koncernchef Morten Hübbe.

Solid forsikringserfaring
Trond er 46 år og har arbejdet i forsikring siden 1990, hvor han begyndte i Privat divisionen hos Vesta. Siden da har han arbejdet mæglersalg i næsten 10 år. Fra 1995 kom han til mæglerafdelingen i Skandia og fra 1997 blev han leder for mæglersalg hos Storebrand, begge steder med fokus på Erhverv. Da If blev startet i 1999 startede Trond som nordisk chef for mæglersalg i Erhverv, og i 2004 blev han nordisk chef for Underwriting & Product i Erhverv. I 2010 blev han leder for Salg og Service for Privat i Norge og fra 2012 vicedirektør for If’s nordiske privatforretning.

- Jeg ser meget frem til at begynde mit nye arbejde i Tryg. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan styrke markedspositionen for Erhverv yderligere og sikre Erhverv spiller en solid og vigtig rolle i Tryg fremover, siger Trond.

Om Tryg
”Det handler om at være tryg”. Det betyder, at vi arbejder for at skabe tryghed og værdi for vores kunder, medarbejdere og aktionærer. I 2012 sikrede vores 4000 medarbejdere tryghed for over 3 millioner kunder. Med bruttopræmieindtægter på 20,3 mia. DKK i 2012 er vi det næststørste skadeforsikringsselskab i Norden. I Danmark og Norge er vi henholdsvis den største og tredjestørste aktør, mens Sverige udgør 8% af Trygs samlede præmieindtægter. I Sverige markedsfører vi os under navnet Moderna. Tryg indgår i C20-indekset på Nasdaq OMX København. Se også www.tryg.com , www.facebook.com/trygdanmark, www.youtube.com/TrygDanmark, www.twitter.com/TrygDK  og www.flickr.com/tryg.

Tags:

Om os

Om Tryg”Det handler om at være tryg”. Som ledende nordisk forsikringskoncern med aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige arbejder Tryg for at skabe tryghed og værdi for sine kunder, medarbejdere og aktionærer. I 2013 sikrede Trygs 3.700 medarbejdere tryghed for flere end 2,7 millioner kunder. Tryg er noteret på Nasdaq OMX Copenhagen, og 60 % af aktierne ejes af TryghedsGruppen smba, der via TrygFonden årligt uddeler omkring 500 mio. DKK til trygheds¬skabende formål.

Abonner

Dokumenter og links