Kulturpolitisk debat i Vollsmose

Kulturen er det der binder os sammen og gør os til dem vi er. Så at kulturen gennem det seneste tiår også er blevet slagmark og brugt til at dunke politiske modstandere i hovedet med, kan ikke overraske. Danefæ og danefjolser, kulturarv og smagsdommere, finkultur og X-Faktor – det hele syder og bobler.

Om det også gør det så meget, at kulturpolitik kommer til at spille en rolle i den kommende valgkamp bliver der nu lejlighed til at teste ved selvsyn.

I et samarbejde med de to MF’ere, venstres kulturpolitiske ordfører Troels Christensen (V) og socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører Mogens Jensen (S), inviterer Vollsmose Kulturhus til en livlig debataften.

Fra Odense Kommune vil medlem af By- og Kulturudvalget, Jesper Kinch-Jensen (S), samt byrådsmedlem Poul Falck (K) deltage. Peter Ørting, leder af Vollsmose Kulturhus, bliver ordstyrer ved debatten.


Ikke kun flødeskum

Mogens Jensen (S) og Troels Christensen (V) repræsenterer de landspolitiske holdninger fra hhv. rød og blå blok. Til fælles har de den holdning, at kulturen er et vigtigt element i samfundet og ikke kun flødeskum på lagkagen.

- Jeg er meget glad for at Kulturhusene i Danmark har taget dette initiativ og dermed er med til at sætte kulturpolitikken på dagsordenen her frem mod valget, siger Mogens Jensen.
- Kunsten, i form af bl.a. musik, bøger og film, fylder meget mere i danskernes hverdag end det gør på den politiske dagsorden, og derfor er der grund til at råbe lidt op.

Men enigheden om hvilken vej fremtidens kulturpolitik skal tage hører dog hurtigt op, og nogle af de emner, som politikerne skal diskutere er forholdet mellem national og kommunal kulturpolitik og om der er behov for en ny ”grundlov for kulturen”.

- Vi har det fælles gods, at vi mener, at kulturen skal have gode vilkår, men vi er ikke enige om økonomien. Vi er på vagt over for en grundlov, fordi det vil give for meget styring. Kultur kommer nedefra, siger Troels Christensen.


Kulturens fremtid

Vi forventer en skarp debat omkring kulturpolitikken. Hvilken rolle skal kulturen spille lokalt, regionalt og nationalt? Har Danmark brug for en grundlov for kulturen? Satser vi rigtigt i forhold til børn og unges adgang til kulturen? Kulturelite og -bredde? Hvordan sikrer vi adgang til kreativ udfoldelse? Hvad er kulturhusenes rolle og muligheder i fremtiden og meget mere af alt det, der ligger folk "derude" på sinde, vil komme i fokus under debatten.

- Vi glæder os meget til at lægge kulturhus til denne spændende debat. Jeg er stolt over, at det netop bliver i denne del af Odense, at kulturens toppolitikere skal mødes og krydse klinger om kulturpolitiske visioner – her er nemlig meget at lade sig inspirere og udfordre af, siger Peter Ørting, der er chef for Vollsmose Kulturhus.

Bag duellen står landsforeningen ”Kulturhusene i Danmark”, der har udvalgt 10 forskellige kulturhuse i landet, hvor kulturpolitikere fra Christiansborg møder hinanden og to lokale kulturpolitikere.

Duellen i Vollsmose bliver den eneste i Odense og den eneste på Fyn i denne omgang.


Mere information

Optakt på video

www.kulturhusene.dk  kan man se en video som optakt til den Kulturpolitiske debat.

Her kan man også finde baggrundsviden og detaljerede informationer om kulturhusene, der arrangerer debatterne ude i landet.


Om Kulturhusene i Danmark

  • ”Kulturhusene i Danmark” er en kulturpolitisk forening af pt. 80 kulturhuse fordelt over hele landet.
  • Kulturhusene er meget forskellige hvad angår størrelse og faciliteter, men deler alle det fællestræk, at de faciliterer og formidler kunstneriske og kulturelle aktiviteter i lokalsamfundet.
  • Det skønnes, at foreningens 80 medlemmer tilsammen har mere end 4 mill. besøg årligt og tilbyder mere end 45.000 offentligt tilgængelige arrangementer.
  • Kulturhusene stiller scener, værksteder og lokaler til rådighed for enkeltpersoner, foreninger og organisationer i civilsamfundet.
  • Foreningen støtter udviklingen af kulturhuse med kursusaktiviteter, projekt- og forskningsaktiviteter samt servicerer medlemmer og kommuner med konsulentbistand og information via hjemmeside, vidensdatabase og tidsskrift.
  •   Foreningen er støttet af Kulturministeriet via Tips- og Lottomidlerne


Kontakt:

Peter Ørting
Leder af Vollsmose Kulturhus
Odense Kommune
Mobil: 23 39 39 11

Kontakter

  • Vollsmose Kulturhus

Abonner

Dokumenter og links