Danskere vil stoppe mishandling af bjørne i Sydkorea

Report this content

I dag modtager den sydkoreanske ambassadør i Danmark over 12.000 underskrifter, som opfordrer hans regering til at forbyde bjørnefarme i landet. Underskrifterne er indsamlet af WSPA.

Små bure uden plads til at bevæge sig er hjem for omkring 1.400 bjørne i Sydkorea. Bjørnefarmene, hvor bjørne indespærres i op til ti år, har vækket harme verden over, og WSPA (World Society for the Protection of Animals) har på globalt plan samlet over 50.000 underskrifter for afskaffelse af farmene.

12.540 af underskrifterne er indsamlet i Danmark og Sverige, og de overrækkes i dag til den sydkoreanske ambassadør i København. Det sydkoreanske parlament forventes i april at tage stilling til et lovforslag, som vil forbyde farmene, og underskrifterne skal overbevise politikerne om at vedtage lovforslaget. 70.000 sydkoreanere har allerede vist deres støtte til den nye lov ved at skrive under på en støtteerklæring.

”Loven er helt afgørende for at få stoppet bjørnefarmene i Sydkorea, og vi håber, at politikerne vil lytte til den massive opbakning, der er til at få afskaffet mishandlingen af bjørnene,” siger Gitte Buchhave, direktør for WSPA Danmark.

På farmene opdrættes bjørnene kun for at blive slagtet, så deres galdeblære kan sælges og bruges til medicin. Bjørnene lever i op til ti år og er buret inde hele deres liv. Galde fra bjørnene bruges som universalmiddel i traditionel asiatisk medicin. Der findes dog både naturlige og syntetiske stoffer med samme effekt som bjørnegalde, og WSPA mener derfor, at det er helt uacceptabelt at bevare bjørnefarmene.

”Bjørne er vilde dyr, og de små bure fratager dem muligheden for at følge deres naturlige instinkter. Det gør dem enormt stressede, hvilket man blandt andet kan se på, at de presser sig mod tremmerne og gentagne gange banker hovedet mod jernrørene,” fortæller Gitte Buchhave.

www.wspa.dk findes der mere information om bjørnefarmene i Sydkorea.

For yderligere oplysninger, kontakt pressemedarbejder i WSPA Janne Bruvoll på tlf. 33 97 00 25, mobil 60 63 38 12 eller på janne@wspa.dk.