Hjælp hjemløse:

Brillekæde opfordrer danskerne til at hjælpe hjemløse under solformørkelsen

Profil Optik opfordrer alle danskere til at vise medmenneskelighed og advare hjemløse om at kigge direkte op på solformørkelsen i morgen. Bare få sekunders kig på solen uden beskyttelsesbriller kan nemlig give livsvarige skader på nethinden.

Et tweet fra Sandra Høj med ordlyden ”spekulerer på, om der er nogen, der advarer hjemløse og andre ikke-internetbrugere om ikke at se direkte på solformørkelsen fredag?” fik torsdag morgen Kirkens Korshær til at bede Profil Optik om hjælp og skaffe beskyttelsesbriller til landets hjemløse.

Det kunne Danmarks største optikerkæde desværre ikke. Alle 3.675 gratis solformørkelsesbriller er for længst delt ud fra kædens 147 butikker landet over, men henvendelsen får nu Profil Optik til at opfordre alle danskere, der ser en hjemløs, til at vise medmenneskelighed og advare om solformørkelsen.

”Alle med adgang til medierne har i ugevis hørt, at man ikke må kigge op på solen uden korrekt beskyttelse. Flere hjemløse har solbriller, men det er ikke nok. Bare få sekunders kig på solen uden beskyttelsesbriller kan give livsvarige skader på nethinden, så hjemløse bør informeres om, at de under ingen omstændigheder må kigge op uden beskyttelse. Vi ved desværre, at det er svært af få fat i beskyttelsesbriller nu, derfor beder vi danskerne om hjælp,” lyder det fra Gitte Sørensen, der er produktchef Profil Optik, og kommer med følgende opfordring:

”Hvis du ser en hjemløs, så fortæl ham eller hende, at man ikke må kigge op på himlen, mens der er solformørkelse, da det kan skade øjnene. Vi håber, at vi med denne opfordring kan være med til at hjælpe de hjemløse, der er udenfor, mens solformørkelsen er over os.”


For yderligere information:

Profil Optik

Gitte Sørensen, Produktchef Profil Optik

Tlf. 36 88 86 86