Kraftig tilbagegang i det indenlandske salg
Kraftig tilbagegang i det indenlandske salg I årets første fire måneder er det indenlandske salg i bygge- og anlægsbranchen faldet med mere end 20 % i forhold til samme periode i 2009. Fra januar til april er det indenlandske salg i bygge- og anlægsbranchen i faste priser faldet med mere end 20 % i forhold til samme periode i 2008. - Det fald, vi i øjeblikket ser i det indenlandske salg i bygge- og anlægsbranchen, er meget kraftigt. I årets første fire måneder er salget mere end 20 % lavere end samme periode i 2008. Det er et tegn på, at finanskrisen i meget høj grad rammer bygge- og anlægsbranchen, udtaler økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri. I løbet af foråret har regeringen givet kommunerne lov til at foretage et investeringsløft i deres anlægsinvesteringer samt indført en renoveringspulje til private forbrugere. - Vi håber, at regeringen med det kommunale investeringsløft har fået sat en stopper for faldet i det indenlandske salg i bygge- og anlægsbranchen. Det kan ikke aflæses af tallene endnu, men vi håber på, at man vil kunne se det i løbet af de kommende måneder, siger Andreas Fernstrøm. - Samtidig har regeringen, sammen med kommunerne, aftalt et stort investeringsløft i 2010 med den nyligt indgåede kommuneaftale, så der er håb om, at noget af presset bliver taget af bygge- og anlægsbranchen samtidig med, at den kommunale bygningsmasse bliver bedre vedligeholdt. Men en genopfyldning af renoveringspuljen, vil også være et godt tiltag fra regeringen, da man så også vil få en beskæftigelseseffekt fra den i 2010, slutter Andreas Fernstrøm. Yderligere oplysninger: Økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, tlf. 72 16 01 44 Kommunikationskonsulent Mette Schmidt, tlf. 22 82 96 48