Adelis køber Mobilhouse for at accelerere væksten

Report this content

Adelis Equity Partners (”Adelis”) har erhvervet en majoritetspost i Mobilhouse, der producerer, sælger og udlejer mobile løsninger, som kan anvendes til blandt andet kontorer, institutioner, studieboliger og genhusning samt som skurvogne på byggepladser.

Adelis investerer i Mobilhouse, der over en femårig periode har skabt kraftig vækst i omsætningen, fordoblet bruttofortjenesten til 61 mio. kr. og næsten tredoblet driftsresultatet til 30 mio. kr. i 2018. Den positive udvikling skal accelereres under Adelis’ ejerskab.

Mobilhouse blev oprindeligt stiftet i 1961 som skurvognsproducent og leverandør til byggebranchen under navnet Fredericia Skurvogne. Siden da har virksomheden gennemgået en omfattende transformation, og i dag producerer og leverer næsten 100 medarbejdere og projektansatte Mobilhouses standardmoduler og skræddersyede løsninger til virksomheder og offentlige kunder i hele Danmark fra kontorer og produktion i Fredericia og Bjæverskov.

”Mobilhouse har leveret stærke resultater i en årrække, og virksomheden er godt rustet til at skabe fortsat fremgang i markeder, der byder på rigtig gode vækstmuligheder i disse år. Vi oplever særligt en stærkt stigende efterspørgsel efter både midlertidige og permanente boliger samt kontorer og institutionsbyggerier, hvor Mobilhouse har en stærk markedsposition. Vi har allerede den nødvendige erfaring og viden til at udvikle og fremstille mobile løsninger til stadig flere kunder. Med adgang til Adelis’ ledelsesmæssige kompetencer og kapital vil vi videreudvikle og skalere virksomheden, så vi kan sætte yderligere fart på væksten,” siger Benny Møller, adm. direktør i Mobilhouse.

De senere år har Mobilhouse øget aktivitetsniveauet inden for opførelse, salg og udlejning af studieboliger, der efterspørges landet over. Siden planlovens ikrafttræden i juni 2017 har Mobilhouse opført 113 midlertidige eller permanente studieboliger i Kalundborg, Viborg og Nyborg – og nye projekter er iværksat i andre byer. I 2018 etablerede Mobilhouse den midlertidige politiskole i Fredericia, hvor 4.500 kvadratmeter sikrer kapacitet til 288 studerende og 50 lærere i rammer, der er opført efter BR18. Derudover har Mobilhouse afleveret en række øvrige projekter, som blandt andet omfatter en midlertidig toetagers kontorbygning til Energinet med et samlet areal på 1.750 kvadratmeter og plads til 200 medarbejdere.

”Behovet for både midlertidige og permanente kvadratmeter er stigende, og Mobilhouse har skabt en solid platform for vækst med indvielsen af en ny produktionshal i marts 2018 samt virksomhedens stærke koncepter og specialkompetencer, som vil blive efterspurgt i stadig større omfang i de kommende år. Udviklingen skaber derudover et godt udgangspunkt for at udvide udlejningsporteføljen i den kommende tid. Vi ser frem til at bidrage med strategiske kompetencer og målrettede investeringer, så vi sammen med ledelse og medarbejdere kan skabe det bedste udgangspunkt for at udnytte Mobilhouses stærke position og de attraktive markedstendenser,” siger Steffen Thomsen, Partner i Adelis.

Investeringen i Mobilhouse er Adelis’ sjette investering i Danmark. I forbindelse med transaktionen udtræder Per Rauff Mikkelsen af ejerkredsen, mens den nuværende ledelse fortsætter uændret og indtræder som minoritetsaktionærer sammen med Adelis.

Yderligere detaljer vedrørende transaktionen vil ikke blive offentliggjort.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Benny Møller, Mobilhouse, +45 20 20 62 66, bm@mobilhouse.dk 

Steffen Thomsen, Adelis Equity Partners, +45 40 28 34 09, steffen.thomsen@adelisequity.com 

 

Om Mobilhouse

Mobilhouse producerer, sælger og udlejer mobile løsninger, som kan anvendes til blandt andet kontorer, institutioner, studieboliger og genhusning samt som skurvogne på byggepladser. Virksomheden er stiftet i 1961 og har 40 fastansatte medarbejdere og omkring 55 projektansatte, der producerer og leverer standardmoduler og skræddersyede løsninger til privatpersoner, virksomheder og offentlige kunder i Danmark. Mobilhouse har hovedkontor og to produktionsenheder i Fredericia samt kontor, lager og klargøring i Bjæverskov. For yderligere information, se www.mobilhouse.dk.

Om Adelis Equity Partners

Adelis er en aktiv partner i at skabe værdi for mellemstore nordiske virksomheder. Adelis blev grundlagt med et mål om at blive den førende Nordiske kapitalfond på markedet for mellemstore virksomheder. Adelis rejste sin første fond i 2013 og har siden været en af mest aktive investorer i markedet for mellemstore virksomheder i Norden med 19 platform investeringer og mere end 50 tilkøb til disse. Adelis har ca. EUR 1 mia. under forvaltning. For yderligere information, besøg venligst www.adelisequity.com. 

Abonner

Dokumenter og links