Blodsugerne kommer!
Blodsugerne er vågnet fra deres vinterhi, og de er sultne. Det lyder dramatisk, og det kan da også hurtigt blive et drama, hvis din hund får borrelia af et flåtbid, eller hvis dit hjem omdannes til et loppecirkus. Se her, hvad man som hundeejer bør være opmærksom på.
Foråret er over os, og temperaturerne stiger. Det er rart for både hunde og mennesker. Men i takt med, at det bliver varmere i vejret, begynder flåter og lopper at røre på sig i naturen. Ud over at være generende for mennesker, er det også knap så rart for vores firbenede venner. Det fortæller hundeekspert hos Agria Dyreforsikring, Lotte Evers.
“Det gode vejr er kommet til Danmark, og det betyder, at blodsugerne er vågnet fra deres døs. Det er dårligt nyt for vores hunde. For flåterne kan overføre farlige sygdomme, og et loppeangreb er typisk til stor gene for hunden, som kan få problemer med huden, når den kradser sig på grund af kløe,” siger hun.
Som følge af det varmere klima kan være svært at sige præcis, hvornår sæsonen for flåter og lopper begynder og slutter i Danmark, fortæller Lotte Evers. Men generelt er risikoen for flåter og lopper størst i de varme måneder, og hvis man opholder sig i naturen eller besøger steder, hvor der er hunde angrebet af lopper.
Vær opmærksom på flåtangreb
Flåten kravler typisk op i et græsstrå eller lignende, og her venter den på, at et værtsdyr kommer forbi. Når hunden passerer, springer flåten på. Så er man i naturen med sin hund, er det en god idé at tjekke pelsen for flåter løbende, forklarer Lotte Evers. Har hunden en lys pels kan man starte med at se pelsen efter et par gange i løbet af gåturene. Ud over det, kan man føle sig grundigt gennem pelsen fra snude til halespids. Og finder man en flåt, så skal man skynde sig at fjerne den med en flåtfjerner.
”Borrelia og anaplasma er de typiske sygdomme flåterne bærer på. Men hvis man fjerner flåten inden for et døgn, så kan den ofte ikke nå at smitte. For det tager typisk mindst 24 timer for flåten at overføre sygdommene. Hunden kan behandles medicinsk, hvis den bliver syg af et flåtbid, og de fleste hunde ender med at blive helt raske,” siger Lotte Evers.
Symptomer på flåtbid hos hunde er typisk feber, muskel- og ledsmerter, manglende appetit, træthed, lammelse i ansigtet og usikker gang. Hunde kan godt smittes uden at udvise nogen tegn på sygdom.
Der findes efterhånden en del forebyggende produkter på markedet, som man med fordel kan forsøge sig med. En fnugrulle kan nogle gange også være en hjælp. Hvis man ”ruller” hundens pels efter gåturene, sætter de små flåter sig på det klistrede papir i stedet for at bide sig fast i huden.
Loppecirkus i hjemmet
Som flåten ligger lopperne på lur i græsset om sommeren og venter på en forbipasserende vært, de kan stige på. Lopper udgør ikke en sundhedsrisiko, men de forårsager ofte en voldsom kløe hos hunden. Bliver kløen meget intens, kan det være et tegn på, at hunden har loppeallergi, fortæller Lotte Evers.
Et par lopper på en hund bliver hurtigt til mange, og det er ikke en nem sag at komme af med lopperne igen, hvis de først er hoppet på hunden. Det gælder især, hvis de er kommet indenfor:
”Loppen er sejlivet, og det er dens æg også. Æggene kan overleve i mange måneder i puder og tæpper eller sprækker i gulvet. Derfor kræver det ofte en vedvarende indsats med grundig rengøring at slippe af med lopper i hjemmet, og det kan være nødvendigt med professionel hjælp,” siger Lotte Evers.
Også her kan man behandle hunden forebyggende. Men ofte er det bedst at vente med at behandle, til hunden reelt set er unger angreb fra lopper, medmindre hunden i forvejen har diagnosticeret loppeallergi.
Lopper er små og hurtige og ikke altid til at opdage ved nærsyn af hundens pels. Har man mistanke om, at hunden er blevet angrebet af lopper, flåt eller noget helt tredje, så er det altid en god idé at kontakte en dyrlæge og få hunden undersøgt.
Kontakt
Lotte Evers, Presseansvarlig hos Agria Dyreforsikring
Tlf. 28783270 eller lotte.evers@agria.dk
eller
Emil Ulrichsen, senior kommunikationsrådgiver, Grønbech PR & Kommunikation
Tlf: 22 13 05 55 eller emu@groenbech.com
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.