Brag fra fyrværkeri ødelægger nytåret for hunde

Report this content

Nytår er en festaften for mennesker, men for familiens hund kan nytårsaften, og ugerne op til, være præget af angst og ubehag på grund af larm fra fyrværkeri og kanonslag. Agria Dyreforsikring har samlet 8 gode råd til hundeejere, der vil sikre, at vovsen også får et godt nytår.

Hund bange for nytr

Selvom det først er fra den 27. december, man må fyre fyrværkeri af, kan man allerede nu høre brag fra kanonslag i hele landet. Agria Dyreforsikring vil derfor igen i år minde danske hundeejere om alvoren, der er forbundet med nytår for de firbenede venner. Hvert år modtager landets dyrlæger nemlig hunde, som har fået et angstanfald under nytårsaften eller er kommet til skade under en flugt fra brag og bulder. Hunde har en yderst veludviklet og følsom høresans, og de føler et stærkt ubehag ved de mange høje brag. Det gælder især, hvis de er udendørs eller alene hjemme.

De høje brag skræmmer ikke kun hundene på selve nytårsaften, de øger også risikoen betydeligt for, at hunden stikker af i ren og skær panik under gåture i dagene op til nytår, hvor de dermed risikerer at komme til skade eller blive påkørt. Agria Dyreforsikrings statestik viser, at flere hunde påkøres i december og januar end i nogen anden periode af året.

Træn hunden til tryghed

Nytårsaften kan altså hurtigt udvikle sig til et sandt helvede på grund af brag fra fyrværkeri, men er man ude i god tid, kan man træne sin hund til at acceptere larmen.

Den bedste metode til at træne hunden er ved, at den forbinder bragene med noget positivt. Det kan være en skydebane. Til at starte med skal man være på lang afstand, og fra gang til gang bevæger man sig tættere på. Man skal helst tilbringe nogle timer på stedet og vise hunden, at der ikke er fare på færde trods lydene. Leg med hunden, og giv den masser af lækre godbidder. Husk, at det tager tid, og det skal gøres i flere omgange. Er hunden meget utryg, må du længere væk, så lydene ikke er så høje. Har man ikke en skydebane eller lignende i nærheden, så kan man alternativt afspille høje lyde i hjemmet. Der findes en del fyrværkerilyde på YouTube. Begynd også her med lav lydstyrke, og skru op for volumen over tid, når hunden er tryg. Det er vigtigt, at man begynder træningen i god tid, inden det første fyrværkeri affyres i december. Så har man god tid til at vænne sin hund til de høje lyde.

I nogle tilfælde er hunden dog så bange for brag, at det ikke hjælper med træning. I disse tilfælde må man i stedet forsøge at gøre dagene op til nytår behagelige på anden vis. Agria Dyreforsikring har samlet 8 gode råd til hundeejere på tærsklen til 2019:

Gode råd til hundeejere nytårsaften

  1. Lad aldrig hunden være alene hjemme nytårsaften

  2. Sørg for, at motionere hunden godt de dage, hvor du forventer brag fra fyrværkeri, så hunden er naturligt træt. Lad hunden gå i snor hele tiden, så du er sikker på, at den ikke stikker af, hvis den går i panik

  3. Sørg for, at der ikke er udsyn til lysglimt ved at trække gardinerne for

  4. Skru op for radio eller TV. Den stabile, høje lyd neutraliserer pludselige brag

  5. Giv hunden selskab, og vis at du er upåvirket og rolig. Giv eventuelt et stort saftigt kødben eller anden form for godbid

  6. Spirituspåvirket adfærd hos ejer kan virke mystisk på hunden og øge følelsen af utryghed

  7. Hvis hunden gemmer sig, må du ikke trække den frem fra dens gemmested. Lad den bevare sin trygge base

  8. Efter aftale med en dyrlæge kan du give beroligende medicin. Du må aldrig give hunden medicin, der er ordineret til mennesker

Kontakt
Tine Antvorskov, Direktør Agria Dyreforsikring
( 45) 40 81 38 25 // tine.antvorskov@agria.dk

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 128 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia