Danske hunde kan godt finde ud af at være alene hjemme

Report this content

I en ny undersøgelse lavet for Agria Dyreforsikring, fortæller 89% af danske hundeejere, at de ikke oplever nogen problemer med deres hund, når den er alene hjemme. Og “det er ikke selvsagt, at det forholder sig sådan,” forklarer hundeekspert.



Mange hundeejere lader deres hunde være alene hjemme, imens at de er på arbejde. Faktisk er det 38% der lader deres hund være alene hjemme i seks eller flere timer, viser en ny undersøgelse foretaget for Agria Dyreforsikring.

Alligevel viser samme undersøgelse, at 89% af alle hundeejere ikke oplever nogen problemer med at lade deres hund være alene.

Ikke givet at hunde har det godt alene

Det er en glædelig nyhed fortæller Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring: “Det er godt at høre, at så mange hunde accepterer at være alene hjemme, for det er ikke selvsagt, at det forholder sig sådan. Hunde er nemlig socialt anlagte flokdyr, så hvis de efterlades alene i længere tid, er der en risiko for at de ikke trives.”

Hvordan det kan vise sig, ses blandt besvarelserne fra de resterende 11% der oplever problemer: tre procent synes f.eks. at deres hunde virker kede af det og stressede, yderligere tre procent fortæller at deres hunde gør og to procent forklarer, at hunden ødelægger ting i hjemmet, når den er alene hjemme.

Lotte Evers peger derudover på, at det ikke er alle steder i verden at det forholder sig som i Danmark:

“I undersøgelsen blev også nordmænd og briter stillet de samme spørgsmål. Og i Norge er tallene meget lig de danske. Men i Storbritannien er det 79% der ikke oplever problemer med at lade hunden være alene hjemme. Det tal skal så ses i forhold til, at det kun er 12% der svarer, at deres hund er alene i seks eller flere timer. Jo færre timer hunden er alene, jo mindre risiko er der for at den mistrives”

Positiv oplæring er oplagt årsagen til de glade hunde

Det er svært at komme med en definitiv forklaring på, hvorfor at hundene ikke giver flere problemer. Vi kan jo sjovt nok ikke spørge dem. Men Lotte Evers forklarer, at det formodentligt har noget at gøre med at mange danskere nu prioriterer alene hjemme-træningen og er klar over, at det tager mange uger, hvis man skal sikre en god introduktion til det at være alene hjemme:

“Når hunde får en positiv introduktion til at være alene hjemme, skaber de sjældent problemer. Så årsagen til de manglende problemer, kan være på grund af en grundig indsats fra ejerne og god trivsel hos hundene.”

En kyniker ville måske sige, at grunden til at så mange ikke oplever problemer med at lade hunden være alene hjemme, er at de i virkeligheden ikke forstår at hunden ikke trives. Og det kan der til dels være lidt sandhed i siger Lotte Evers:

“Det er min erfaring, at langt de fleste danske hundeejere er omsorgsfulde og på bølgelængde med deres hund. Men blot fordi hunden ikke gør eller ødelægger, når den er alene, er det ikke ensbetydende med at den nyder alenetiden. Flere hunde får ikke det nærvær og aktivering de egentlig har brug for, når familien endelig er hjemme. Vil du sikre dig, at din hund får det bedste ud af at være alene hjemme, handler det om at være sammen, når I er sammen. Hvis du sørger for at få hunden flettet så meget ind i hverdagsprogrammet som muligt, så der både er tid til gåture, men også hygge og nærvær flere gange dagligt, kan du forlade hunden alene hjemme med god samvittighed.”

Om undersøgelsen

Undersøgelsen blev foretaget af analysefirmaet Xtreme, som i oktober 2021 udførte e-mail interviews med 524 danske, 524 norske og 506 britiske hundeejere.

Kontakt
Lotte Evers, Presseansvarlig hos Agria Dyreforsikring
 
Tlf. 28783270 eller lotte.evers@agria.dk

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia