De mest almindelige sygdomme hos islandske føl
De fleste islandske føl er sunde og raske, når de kommer til verden, men det sker desværre også, at de har medfødte lidelser eller får skader inden for det første leveår. De tre mest almindelige sygdomme, der rammer islandske føl, er kolik, traumatiske skader og bukkehov, viser skadeshistorikken fra Agria Dyreforsikring.
Der fødes omkring 1.800 (2021) islandske føl i Danmark hvert år, og de fleste er sunde og raske. Udover de 3 mest almindelige sygdomme, som er kolik, traumatiske skader og bukkehov, så kan føllet også få problemer med benstillingen. Det er derimod ikke almindeligt for racen, at føllene rammes af følsepsis, også kaldet følsyge, og Rhodococcus equi-infektion.
”Det absolut vigtigste, når man får et føl, er at sørge for, at føllet får den nødvendige råmælk i løbet af de første 24 timer. Uden råmælken har føllet ingen beskyttelse mod infektioner,” siger Jon Vedding Nielsen, hestedyrlæge hos Agria Dyreforsikring.
Mange traumatiske skader kan undgås, hvis man sikrer føllets nærmiljø, så det er gearet til den nye beboer. Både stalden, boksen og folden bør ses efter:
”Føl og ungheste er nysgerrige på deres omgivelser, men har endnu ikke lært, hvad der er farligt. Man kan minimere traumatiske skader ved at sørge for, at der er strøm på hegnet, at det er uden skader, og at det er lavt nok til at holde de små inde. Et trådhegn uden strøm er næsten farligere end at gå løs rundt. Brug gerne hoppens sædvanlige fold, hvor hoppe og føl kommer ud alene, så hoppen kan afskærme føllet fra hegnet i starten. Føl skal på et eller andet tidspunkt have stød for at respektere hegnet, men det er bedst, at det sker, når den er lidt ældre og bedre kan styre responset," siger Jon Vedding Nielsen og fortsætter:
”Tjek også, at boksen og stalden er fri for steder, hvor føllet kan sidde fast med de små hove f.eks. i spande, huller i træværket eller låger. Det er også vigtigt at fjerne ting fra staldgangen, som kan skabe farlige situationer såsom greb, kost, trillebør mm., samt sørge for at staldgangen er tør, så føllet ikke glider, når det skal ud og ind fra folden."
Kolik
Føllets mekonium (den første gødning) vil typisk komme inden for de første 8 timer efter fødslen. Årsagen til kolik hos føl er oftest, at føllet ikke kan presse mekoniumen ud af endetarmen, der så sidder som en prop, som forårsager forstoppelse, hvilket er smertefuldt for føllet.
Typiske symptomer på kolik er:
- Uro
- Rejser og lægger sig om på ryggen
- Pisken med halen
- At føllet ikke er kommet af med mekonium
- Ruller sig
Observerer du nogle af disse symptomer, eller har du mistanke om manglende gødning fra føllet, så skal dyrlægen kontaktes.
Traumatiske skader
Traumatiske skader forekommer ofte på folden. Derfor er det vigtigt at undersøge føllet dagligt. Men det er ikke nok med et hurtigt blik på føllet, man skal mærke føllet efter og sørge for, at det ikke har mindre sår eller andre skader, der gemmer sig i pelsen.
Små sår skal primært vaskes rene med vand eller saltopløsning, men er såret tæt på et led, er der behov for, at det skal syes, eller kræver det anden større behandling, så er det vigtigt at kontakte en dyrlæge. Stiksår i led eller større sår kræver altid hurtig behandling af en dyrlæge.
Tænk også på, at der skal være mulighed for at søge ly for insekterne på folden. Hvis insekterne irriterer flokken, så de hele tiden er i bevægelse, kan det hurtigt blive mere bevægelse, end føllet kan klare. I de meget varme dage er det ligeledes vigtigt, at de nyfødte føl kan få skygge. Føl regulerer ikke deres legemstemperatur lige så godt som ældre heste. Er det rigtig varmt, kan det være en fordel at have hoppe og føl inde om dagen og ude om natten.
Bukkehov
Bukkehov kan udvikle sig hurtigt, og det sker især, hvis føllet vokser meget på kort tid og senerne simpelthen bliver for korte i forhold til knoglerne, så føllet til sidst står oppe på tåspidserne – det såkaldte ballerinasyndrom. Bukkehov er mest almindeligt på føl, der er 2-6 måneder gamle.
Bukkehov ses både på et enkelt eller begge forben. Typisk er føllene født med normal benstilling og tåakse.
Symptomer på bukkehov er:
- Abnormt slid på tåen
- Hoven bliver mere stejl
- Føllet går ofte kun på tåspidsen
Observerer du disse symptomer, er det vigtigt at tilkalde dyrlægen hurtigt og give føllet boksro. Mange tror fejlagtigt, at føllet skal motioneres, men dette vil kun forværre tilstanden.
Kontakt
Lotte Evers, Presseansvarlig hos Agria Dyreforsikring
Tlf. 28783270 eller lotte.evers@agria.dk
eller
Emil Ulrichsen, senior kommunikationsrådgiver, Grønbech PR & Kommunikation
Tlf: 22 13 05 55 eller emu@groenbech.com
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.