Derfor er tandeftersyn vigtige for din hest

Report this content

Vores rideheste lever på en helt anden måde end hestene i naturen. Det betyder, at hestens tandsæt ikke bliver slidt på samme måde, som det ellers ville, og derfor er vi som ejere nødt til at hjælpe hesten, så den ikke får problemer.



Ligesom med os mennesker, har hestenes tænder en utrolig stor indvirkning på deres trivsel: “Opstår der problemer med tænderne, betyder det ikke altid kun smerter, men kan også medføre sygdom og vægttab, da føden ikke kan indtages. Hestens tandpleje er derfor noget, man ikke må overse som hesteejer,” forklarer Jon Vedding, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.

Et helt andet liv for tænderne

I naturen spiser hestene op til 18 timer om dagen, og føden består som regel af græs, som hesten bøjer hovedet ned til. Det betyder, at tænderne er på arbejde det meste af dagen, og at over- og underbiddet er placeret nogenlunde symmetrisk, hvilket sikrer den rette længde på alle tænderne.

Vores tamheste lever derimod under andre vilkår, da de bruger færre timer om dagen på at spise, føden er anderledes, og ofte spiser de den heller ikke fra jorden. Det betyder, at hestens tandsæt udvikler sig anderledes, da tænderne ikke slides i samme grad, samtidig med at hestens bid risikerer at blive mere asymmetrisk. Et asymmetrisk bid kan vise sig igennem diagonal bidstilling, hvor hesten tygger mere med den ene side af munden end den anden.

Påvirker hestens trivsel

De her ting påvirker hesten meget konkret, forklarer Jon Vedding: “Tandspidser er for eksempel noget, som både vilde og tamheste har. Men i naturen går hestene ikke med det udstyr, vi bruger på vores rideheste. Noget af det udstyr presser på hestens kinder, og hvis der så er tandspidser, kan det skabe sår i munden.”

Dertil kommer, at vi bruger hestene på en anden måde, end når de lever frit i naturen. Tænderne kan f.eks. genere, når hesten skal gå i holdning, men ikke når den blot går frit rundt.

Sæt ind i tide

Mange tandproblemer kan undgås, hvis man får tænderne efterset og problemerne rettet til, inden de udvikler sig, fortæller Jon Vedding: “Når hestene har smidt mælketænderne, og de permanente tænder vokser ud, så er det vigtigt som ejer at få udført regelmæssige tandeftersyn. Gerne en gang hver 12. måned. Særligt inden unghesten skal rides til og trænes, bør den få efterset tænderne for at sikre, at der ikke vil opstå problemer, når den begynder at få udstyr på.”

Hestens tænder vokser hele livet, men hastigheden, det sker i, aftager med alderen. En ung hests tænder vokser altså hurtigere og bør derfor få udført tandeftersyn oftere: “Heste, der er 10 år og opefter, behøver ikke tandeftersyn så ofte pga. væksten. Når heste kommer op i alderen, ser vi andre problemer, da roden nu bliver kortere i forhold til kronen, og det mindre rodfæste kan give anledning til at tænderne ”vælter”. Dette kan give øget mellemrum mellem tænderne og kan fx give foderpakninger. Vi plejer derfor at sige, at tiden mellem tandeftersyn skal tilpasses den enkelte hest og tandstilling for optimalt for at holde ældre heste sunde og raske,” afslutter Jon Vedding.

Kontakt
Lotte Evers, Presseansvarlig hos Agria Dyreforsikring
 
Tlf. 28783270 eller lotte.evers@agria.dk

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia