Flæskesteg og gavebånd kan gøre din hund syg
Julen er rig på lækkerier, både dem, der er flotte og dem, der kan spises. Men er man en hund efter noget at bide i, er der en række ting, man skal holde sig fra
HUNDESYG: Det er ikke bare chokoladen, der frister vores firbenede venner i julen og risikerer at gøre dem syge. Højtiden rummer utallige fristelser for den nysgerrige snude, og der er risiko for en gedigen mavepine, hvis man som hundeejer ikke er ekstra opmærksom. Det gælder ikke bare hjemme, men også hvis hunden er med på besøg.
“Julen er rig på lækkerier, og det er vigtigt ikke at lade julemaden stå uden opsyn”, lyder opfordringen fra Lene K. Jørgensen, der er dyrlæge i Agria Dyreforsikring.
“Mange har flæskestegen til afkøling i bradepanden, og kan hunden få fat i den, æder den lykkeligt hele molevitten. Og da en hund ikke har godt af salt og fedt, kan en sådan overspisning få den til at føle sig virkelig dårligt tilpas”, siger dyrlægen.
Chokolade og rosiner
Andre ‘godbidder’, som er almindelige årsager til et akut dyrlægebesøg, er: Gærdej, rå løg og rosiner.
“De fleste ved heldigvis, at det er vigtigt at holde chokoladen utilgængelig for hunden. Chokolade indeholder theobromin, som er et stof, der er meget giftigt for hunde, og selv små mængder mørk chokolade kan være farlig og i værste fald dødelig”, siger Lene K. Jørgensen.
Gavebånd kan skære i tarmene
Ikke bare fødevarer havner i hundenes mavesæk.
“Det holder aldrig op med at overraske mig, hvor mærkelige ting, vi kan operere ud af hundes maver: Hele valnødder, små stykker legetøj, sokker og undertøj”, fortæller Lene, der opfordrer til, at især gavebånd juleaften bliver holdt under opsyn.
“De mange farver frister og det ser sjovt og spændende ud - lige til at gnaske i. Men kommer der først gavebånd i tarmene, kan det snøre dem sammen og der kan opstå alvorlige komplikationer som at gavebåndet skærer i tarmene, siger Lene.
Giftige juleplanter
Julens potteplanter, stearinlys og udsmykning på juletræet hører også til fristelserne. Julestjerner, amaryllis og hyacint er giftige for hunden sammen med en række andre potteplanter, der ser flotte og lokkende ud. Resultatet er opkast, mavesmerter og, hvis hele planten er spist, en forgiftning, der kan være livstruende.
Frostvæsken smager sødt
Endelig byder vinterens sne og kulde på en risiko, som de færreste er opmærksom på. Frostvæsken til bilen smager sødt. Kommer man til at spilde, vil hunden slikke den søde væske i sig, og selv små mængder frostvæske giver alvorlig forgiftning, og man bør straks gå til dyrlæge.
For mere information kontakt: Sonja Karaoglan, Country manager Agria Dyreforsikring på 23 60 31 61, sonja.karaoglan@agria.dk eller Agria´s Dyrlæge konsulent Lene K. Jørgensen på 48 21 98 98
Agria Dyreforsikring, specialist i dyreforsikringer gennem mere end 120 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Selskabet blev grundlagt i Sverige i 1890 og er i dag repræsenteret i de nordiske lande. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.
Tags: