Forstår din hund egentlig hvad du siger?
Der er de nemme: hunden logrer med halen og spidser ører. Men din hund sender dig også andre signaler om, hvordan den har det. Og de signaler som du sender den, kan faktisk også have en stor betydning for dens adfærd.
Én af de store glæder ved at have hund, er den kommunikation der er mellem mennesket og dets bedste ven. Det er dog ikke altid lige let for begge parter, at forstå hinanden. Direktør i Agria Dyreforsikring Tine Antvorskov forklarer: “Din hund prøver at fortælle dig, hvad den godt kunne tænke sig, og hvad den ikke bryder sig om. Forholdet mellem hund og menneske bliver bedre, når de to parter let kan aflæse, hvad den anden gerne vil have.”
Hunden spørger: Hvad er det dog, du vil have mig til?
Nogle gange kan hunden ganske enkelt ikke forstå, hvad det er du vil have den til at gøre. Og i de tilfælde, er det vigtigt at have en smule selvindsigt. For vi synes måske selv, at vores kommandoer til hunden er helt indlysende, men det er ikke sikkert, at hunden er enig.
“De fleste hunde vil meget gerne gøre det, de bliver bedt om, og de bliver frustrerede, når de ikke kan finde ud af det. Det kan være fordi vi som ejere stiller for høje krav eller forventer at den lærer tingene hurtigere, end den egentlig kan,” fortæller Tine Antvorskov.
Når hunden ikke forstår hvad du vil have den til, kan den f.eks. forsøge sig med at udføre en anden kommando, end du har bedt den om. Måske begynder den at gabe, eller slikke sig om munden, hvilket er tegn på at hunden forsøger at dæmpe situationen. Nogle hunde går i legebuk og andre kan endda begynde at gø. Alt dette er ofte en reaktion på din frustration over at tingene ikke går som du ønsker. For hunden læser lige så meget dig og dit kropssprog, som du aflæser dens adfærd.
Fordi hunde og mennesker er knyttet så tæt til hinanden, kan vi komme til at tillægge vores hunde menneskelige egenskaber. Men hunden har ikke en lige så nuanceret tankegang som du har og ved ikke altid hvad der er rigtigt og forkert; det er dit ansvar at lære den det. Hvis du f.eks. skælder den ud når den går noget forkert, men er passiv når den gør noget rigtigt (fordi du forventer at den godt ved at det er rigtigt), så spænder du ben for hele indlæringsprocessen.
Hunden reagerer når du giver den opmærksomhed. Her skal du huske at negativ opmærksomhed også tæller hos hunden. Hvis du kun giver den opmærksomhed (skældud) når den gør det forkerte, mens at du virker ligeglad, når den gør det rigtige, så risikerer du at den vil bruge den opmærksomhed du nu engang giver den som pejlemærke for hvad du ønsker at den skal gøre. Altså det modsatte af hvad du mener.
Ofte kommer du længst, ved at bryde opgaven ned i mindre delmål. Når hunden ikke udfører det, den bliver bedt om, nytter det derfor ikke noget at blive vred på den. Du må gå et skridt tilbage i din indlæring og tydeligt vise hunden, hvad det er, du vil have den til. Afhængigt af sværhedsgraden, skal der mange gentagelser til, så tålmodighed er det bærende ord i denne sammenhæng.
Når hunden ikke gør som du ønsker, så skal du ignorere hunden og være passiv i dit kropssprog. Når hunden derimod gør det du gerne vil have den til, så skal du tydeligt vise din glæde og give den opmærksomhed med ros og godbidder. Det skal du gøre hver eneste gang hunden gør det du vil have den til.
Ved tydeligt at give hunden en masse opmærksomhed, når den gør det rigtige, i modsætning til når den ikke gør, så forstår hunden bedre, hvad det er du ønsker af den. Og før eller siden, så vil hunden gennem gentagelser af læringen forstå præcis hvad du ønsker ved hver kommando og dermed lære at gøre det du beder den om. Over tid kan du udfase godbidderne, så den kun får en godbid en gang imellem, for at vedligeholde øvelsen.
Hunden viser vedvarende tegn på at være ked af det
Hunde kan blive deprimerede, ligesom os mennesker – det sker typisk ved større forandringer i hverdagen, såsom flytning, flere timer alene hjemme, et overfald af en anden hund eller en ny baby i huset. Ser du en ændring i hundens normale adfærd, skal du være særligt opmærksom. Hvor stor ændringen er afhænger af hvor påvirket hunden er og kan være meget individuelt fra hund til hund.
Det er vigtigt at du til daglig iagttager din hund. Hvad er dens faste rutiner, hvor og hvornår lægger den sig til at sove, hvornår er den aktiv i løbet af en dag, hvilke andre hunde kan den godt lide at lege med og hvilke vil den ikke have noget med at gøre.
Har du lige fået hund eller planlægger du at få én, så sæt dig godt ind i hunderacens adfærd. En terrier opfører sig f.eks. anderledes end en retriever gør. Ved at vide hvordan din hund normalt opfører sig, er det meget lettere at opdage store og små adfærdsændringer.
Markante adfærdsændringer er dog som regel et tydeligt tegn på, at noget er galt. Det kan både være i forhold til hundens mentale tilstand, men det kan også være fordi hunden er blevet syg eller har smerter. Hvis hunden pludselig holder sig mere i ro eller modsat – bliver mere rastløs end den plejer, så kan der både være tale om adfærdsudfordringer eller at hunden er blevet syg og måske har smerter. Uanset er det er vigtigt at finde ud af, hvilken årsag der ligger bag.
Spørg dyrlægen, hvis du er i tvivl
Det er vigtigt at du tager kontakt til en dyrlæge, hvis din hund har ændret adfærd. Både hvis du kender årsagen eller hvis du er i tvivl. Der kan som sagt være mange forskellige årsager til, at en hund ændrer adfærd. Nogle, som en flytning, er lettere at forstå end andre.
På samme måde som det er vigtigt for os mennesker, at få undersøgt hvad der kan være galt, hvis vi er kede af det over længere tid eller hvis vi oplever at vores nærmeste pludselig ændrer adfærd, så gør det samme sig gældende for vores hunde.
“Er du det mindste i tvivl, så tag en snak med dyrlægen for at finde årsagen til adfærdsændringen. Mange hunde lider unødigt, fordi deres ejere ikke er opmærksomme på adfærdsændringer. Holder hunden sig mere for sig selv, er det ikke altid fordi den er blevet ældre – måske er det fordi der er noget galt,” understreger Tine Antvorskov.
Kontakt
Tine Antvorskov, Direktør Agria Dyreforsikring
( 45) 40 81 38 25 // tine.antvorskov@agria.dk
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.