Giv hesten en god sommer

Report this content

Sommeren er over os, og din hest er måske allerede blevet lukket ud af stalden og sat på græs. Hesten er med stor sandsynlighed glad og frejdig i de frie omgivelser, men husk, at sommeren også byder på flåter, giftige planter og rindende øjne. Karl-Henrik Heimdahl er dyrlæge med speciale i heste hos Agria Dyreforsikring, og han kommer her med 9 gode råd til hesteejere, der vil sikre sig, at hesten får en god sommer.

1. Vedligehold dit hegn

Heste kan nemt blive viklet ind i nedslidte hegn med løse snore eller reb, og det kan føre til alvorlige skader. Sørg derfor for, at alle reb og bånd er spændt ud, og kontrollér dem gerne ofte. Brug helst et hegn, hvor hesten ikke kan sidde fast, og husk at fugte jorden ved hegnets jordspyd i tørre perioder. Med et godt hegn undgår man, at hesten sidder fast eller løber væk.

2. Pas på akut forfangenhed

Når din hest begynder at spise frisk, nærende græs, øges risikoen for forfangenhed. En af årsagerne kan være overspisning kombineret med for lidt motion - især hvis hesten i forvejen har en mere eller mindre udviklet metabolisk sygdom. Sygdommen kan udvikle sig på blot et par timer. Sørg derfor for at gradvist vænne din hest til at spise græs over et par uger.

3. Afhjælp rindende øjne

Mange heste udvikler rindende øjne i løbet af sommeren. Både fluer og stærk sol kan forårsage øjenbetændelse, der kræver behandling. Hvis din hest skeler, eller der løber tyktflydende væske fra øjnene, bør du kontakte en dyrlæge. I nogle tilfælde er det tilstrækkeligt at anvende receptpligtige øjendråber, men oftest er der brug for en stærkere behandling. Brug gerne fluenet til din hest for at undgå irritation af dens øjne.

4. Tjek ofte for sårskader

Hvis din hest går udendørs hele døgnet, er det vigtigt at besøge den hver dag. Det kan let ske, at hesten får et spark eller bid af en anden hest, eller at de får udslæt fra insektbid, når du ikke er der. Derfor er det vigtigt at tjekke dagligt, om din hest har det godt.

5. Giftige planter

Heste undgår normalt giftige planter, men hvis de går på nedbidt eller vissent græs, kan de blive fristet til at spise for eksempel stængler og grønne agern, der kan forårsage forgiftning og nyreskade. Sørg for jævnligt at gennemgå din hests udeareal, og fjern eventuelle giftige planter. Vær desuden opmærksom på, om der er egetræer ved udearealet, og undersøg farven på kløverne i græsset. Hvis kløverne er både hvide og rosa, kan de påvirke din hests lever, hvis den spiser dem. Symptomerne på leverpåvirkning er generel træthed og uvilje til at bevæge sig. Alsikekløver forårsager også grimme udslæt på upigmenteret hud. En anden fare er takstræ, der er meget giftig og desværre også meget velsmagende for hestene. Hvis du har mistanke om, at din hest har spist takstræ, skal den med det samme til dyrlægen.

6. Sørg for solbeskyttelse

Et godt udeareal skal have vegetation, der giver hesten skygge, og det skal også gerne have områder med læ for vinden. Heste uden pigmenterede muler kan blive forbrændte i den stærke sommersol. Løsningen er den samme som for os mennesker - smør mulen med solcreme og undgå forbrændinger og eksem. Alternativt kan du lade din hest være inde i stalden midt på dagen, hvor solen typisk er skarpest.

7. Giv din hest rigeligt vand

Det er vigtigt, at din hest har adgang til frisk vand døgnet rundt. Samtidig skal du også være opmærksom på, at din hest ikke drikker af andet stillestående vand, der måtte være i nærheden. Algeforgiftning hos heste er relativt usædvanligt, men det forekommer til tider, hvis de har haft adgang til stillestående vand. Symptomerne på algeforgiftning er generel svækket tilstand og dårlig mave.

8. Fjern flåter

Flåter kan nemt overføre sygdommen anaplasma til heste. Symptomerne vil typisk være høj feber nogle gange kombineret med hævede ben, ændret gang og generel svækkelse. Gør det derfor til en vane at tjekke og fjerne flåter fra din hest. Jo længere flåten har kontakt med din hest, jo større er risikoen for, at den overfører infektionen. Kontakt din dyrlæge, hvis du har mistanke om anaplasma. De fleste heste kommer sig heldigvis hurtigt, efter behandlingen startes.

9. Forebyg insektbid og eksem

Heste bliver bidt af insekter i løbet af sommeren. Nogle hesteracer er mere udsatte end andre i forhold til bid, og for nogle kan bid udvikle sig til sår eller eksem. Du kan forebygge insektbid med fx insektspray.

Kontakt
Tine Antvorskov, Direktør Agria Dyreforsikring
( 45) 40 81 38 25 // tine.antvorskov@agria.dk

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 128 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links