Glem ikke hunden, når I tager på ferie

Report this content

Flere danskere både lejer og køber sommerhuse i Danmark som aldrig før, nu hvor coronavirus forhindrer dem i at rejse udenlands. Nogle vælger at tage deres firbenede familiemedlem med på sommerferie, mens andre lader Fido blive hjemme. Når familien er afsted, er det vigtigt, at hundens behov stadig bliver opfyldt, og at den ikke føler sig glemt.



Solen titter frem fra skyerne, og sommerferien venter lige om hjørnet. De fleste af os skal ganske vist ikke rejse længere sydpå end til Falster i år, men holde ferie skal vi dog. Nu kommer det store spørgsmål for mange familier; Skal hunden med? Hvis svaret er ‘nej’, er det vigtigt at have gjort sig nogle tanker om, hvordan hunden skal holde ferie, så den også har det godt, mens familien er væk.

“Skal hunden ikke med på den årlige sommertur, er det altafgørende, at den ikke føler sig glemt. Den bør være i godt selskab det meste af tiden, blive fodret korrekt og få sine fysiske og mentale behov dækket gennem daglig aktivering,” siger Tine Antvorskov, direktør for Agria Dyreforsikring.

Hun tilføjer, at ligegyldigt hvor hunden befinder sig, mens familien rejser, skal passerne være opmærksomme på hundens helbred i sommervarmen. Hedeslag og dehydrering kan undgås ved at give hunden rigeligt med væske og sørge for skygge. Har hunden sart hud, skal der solcreme til, hvis den er meget ude i de skarpe UV-stråler.

Hvordan skal hunden passes?

Mens familien nyder pausen fra arbejde og skole på ferien, skal hunden passes. Her er et par muligheder:

  1. En "dog-sitter" (hundeverdenens svar på en babysitter) er en oplagt løsning. Har du en ansvarsbevidst ven eller et familiemedlem, kan du overlade hunden til vedkommende, så du kan slappe af og nyde ferien et andet sted i landet. Det vil være det bedste for hunden, hvis dog-sitteren kan flytte midlertidigt ind og overnatter i familiens hus i hundens vante omgivelser. På den måde opretholdes hundens vante omgivelser og rutiner. En lille bonus er at planter kan vandes, og risiko for indbrud mindskes.
  1. Hunden kan også passes hjemme hos dine venner eller familie. Her er det vigtigt, at forholdene i og udenfor deres hjem er “hunde-venlige”. Det vil for eksempel sige, at haven skal være hegnet godt ind. En hund, der aldrig før har været på grunden, kan ofte finde huller, som haveejeren ikke selv har opdaget. Undersøg derfor, om hegnet er helt tæt, før hunden lukkes ud. Hunden bør ikke lades alene hjemme i det nye hus, da det ikke er sikkert, den er tryg ved at være alene nye steder, selvom den er god til det derhjemme.
     
  2. En tredje løsning kan være at indgå gensidige pasningsaftaler med en anden hundefamilie. Mød familien til hundetræning eller på gåturen, eller efterspørg en pasningsaftale med en annonce i hundegrupper på Facebook.
     
  3. Hundepensioner er det typiske valg for de fleste hundeejere, og her skal du huske at bestille plads i god tid og undersøge vaccinationskrav. Der findes mange gode pensioner, men du skal tage de kritiske briller på, da der er stor variation i forholdene på de forskellige pensioner. Det er hundeejerens eget ansvar at kvalitetstjekke stedet, og det kan derfor være en god idé at tage ud og observere forholdene, inden du skal på ferie. Hold øje med:
  • Hygiejnen. Der skal være rent og ryddeligt.
  • Udstyrets standard. Bokse, løbegårde og indhegning af luftearealerne skal være i god stand. Der skal være direkte adgang fra de indendørs bokse til en udendørs løbegård, så hunden let kan komme af med sine efterladenskaber.
  • Bemanding. Der skal være tilstrækkeligt voksent personale og evt. unge mennesker, som hjælper med at motionere og lege med hundene. Spørg ind til, hvordan og hvor meget kontakt, de har til hunden i løbet af en dag.
  • Hundeaktiviteter. Aftal aktiviteter med personalet såsom gåture, leg og svømmeture, der i mange tilfælde er ekstra ydelser, man skal betale mere for. Tine fra Agria Dyreforsikring anbefaler at investere i oplevelser, som gør hunden træt og glad i løbet af dagen frem for bøf, leverpostejmadder eller andet, pensionen måtte have på "menu-kortet".

Kontakt
Tine Antvorskov, Direktør Agria Dyreforsikring
( 45) 40 81 38 25 // tine.antvorskov@agria.dk

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia