Grøntsager til hunden: Hvad kan den tåle?
Kan hunde spise grøntsager? Mange hunde kan faktisk godt lide grøntsager. Her kan du læse, hvilke grøntsager du kan give din hund, og hvilke der er farlige for den.
Grøntsager hunde kan spise
Grøntsager kan gives som et supplement til tørfoder eller som et alternativ til godbidderne. Mange hunde kan lide at få en gulerodsbid og kan uden problemer få erstattet en mindre del af kosten med grøntsager. Det er dog vigtigt, at det ikke er mere end 10% af kosten, der består af grøntsager.
Her ser du en liste over grøntsager, rodfrugter og krydderurter, du kan give din hund:
- Broccoli
- Gulerod
- Persille
- Asparges
- Søde kartofler
- Hvidkål
Farlige grøntsager for hunden
Du må aldrig give din hund nogen former for løg, for både i rå og tilberedte løg er der allicin, som kan forårsage anæmi hos din hund. Undgå også majskolber, da de kan sætte sig fast i tarmen og kræve operation for at blive fjernet. Avocado er også skidt at friste hunden med, og druer kan give akut nyresvigt hos hunde.
Her kan du se en liste over flere ting, der er giftige for hunde.
https://www.agria.dk/hund/artikel/sygdomme-og-skader/liste-over-emner-der-er-giftige-for-hunde/
Hunde på slankekur
Grøntsager kan også gives for at nedsætte mængden af tørfoder, men stadig give mæthedsfornemmelsen, når hunden kan tabe sig i vægt. Fiberrige grøntsager såsom revne gulerødder og kål fylder godt i maven og giver en fornemmelse af mæthed. Rådfør dig med din dyrlæge, hvis du vil finde alternativer til tørfoder, når hunden skal slanke sig.
Prøv dig frem
Husk, at der er nogle grøntsager, der kan give hunden en oppustet mave. Start med at give en lille mængde og øg gradvist, når du har set, at hundens mave kan klare det. Vær altid opmærksom på, hvordan din hund reagerer. Sørg for at rive grøntsagerne eller hak dem i små stykker, så de ikke kan sætte sig fast i halsen på hunden.
Vegetarisk kost til hunde?
Hunde er af natur kødædende, og behøver ikke spise grøntsager ligesom os mennesker. En komplet udskiftning af kødbaseret foder kræver stor viden fra hundeejeren, og vi anbefaler som udgangspunkt ikke, at man gør det. Det er vigtigt, at hunden får dækket sit proteinbehov, og selvom æg og soja indeholder protein, så skal de gives i den rigtige balance. Før du foretager en så drastisk foderændring, bør du kontakte din dyrlæge – også hvis du har spørgsmål til din hunds foder. Så kan I sammen lave en foderplan, der dækker din hunds ernæringsbehov.
Tine Antvorskov
Direktør
40813825
tine.antvorskov@agria.dk
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.