Hunde- og katteejerens sværeste beslutning

Report this content

Det, alle dyreejere frygter, er det sværeste øjeblik, når der skal træffes beslutning om det sidste farvel til hunden eller katten. Beslutningen om aflivning kan være en svær proces, som kræver forståelse for dyrets behov og livskvalitet og ofte må dyrlægen spørges til råds undervejs. Her kommer Agria Dyreforsikring med nogle gode råd om, hvordan du kan komme frem til den rigtige og ansvarlige beslutning.



I dag betragtes husdyr som familiemedlemmer, der har  stor værdi for os mennesker. Tabet af en hund eller kat er ofte en stor sorg for ejeren og efterlader en følelse af tomhed. Det tætte forhold til kæledyret vanskeliggør beslutningen om aflivning og kan give angst og uro hos ejeren, hvis der er tvivl om, hvorvidt beslutningen er det eneste rigtige for dyrets bedste.

“Det indgår i dyrlægens arbejde at sige til, når det ikke længere er forsvarligt at holde hunden eller katten i live, men det er selvfølgelig altid dyreejeren, som træffer den endelige beslutning”, siger Mogens Brix, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.

Den endelige beslutning er ikke bare følelsesmæssigt svær, men kræver også viden. Hvor meget lider dyret egentlig, og hvor går grænsen for, at livskvaliteten er gået helt tabt? De fleste dyreejere vil gerne behandle dyret så længe som muligt. Men her gælder det for dyreejeren at sætte sig ind i, hvordan prognosen ser ud under og efter behandling samt at skaffe sig et billede af den livskvalitet, som dyret kan forventes at få. Her har dyrlægen en vigtig rolle med at formidle, hvordan og hvor meget dyrets livskvalitet vil blive påvirket, og hvad det bedste er set fra dyrets perspektiv.

”Det er ikke sjældent, at dyreejere kommer for sent til dyrlægen, fordi processen har været ekstra svær. Det kan være svært at give slip og tage den endelig beslutning om et farvel. Men vi skylder vores kæledyr, at de kommer herfra med værdigheden i behold. Her spiller dyrlægen en afgørende rolle. Tag snakken i god tid, så I sikrer at den sidste tid bliver smertefri og med god livskvalitet”, siger Tine Antvorskov, direktør i Agria Dyreforsikring.

I de tilfælde hvor der ikke længere findes behandling - hvis dyret er gammelt eller bliver ramt af alvorlig sygdom med en dårlig prognose, så kan det være lettere at acceptere, at dyrets liv er slut. Uanset er det en god ide at forholde sig til, hvornår det kan være aktuelt at sige farvel.

Råd før den endelige beslutning:

  • Rådfør dig altid med en dyrlæge i ro og mag - hvis der er tid til det. 
  • Hvis det ikke er akut, så lad beslutningen vokse frem, men sæt alligevel en deadline for dig selv. 
  • Hvis du er i tvivl, så bed en anden dyrlæge om en “second opinion”.
  • Diskuter det i familien og forsøg at træffe beslutningen, mens dyret stadig er frisk. Hvor langt vil I gå med operationer og behandling? 
  • Find ud af, hvor meget dyrets livskvalitet vil blive påvirket af et større indgreb. 
  • Stil dig selv spørgsmålet, om din beslutning også er den bedste set fra dyrets perspektiv. 

Kilde: Agria Dyreforsikring

Kontakt
Tine Antvorskov, Direktør Agria Dyreforsikring
( 45) 40 81 38 25 // tine.antvorskov@agria.dk

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia