Hunden Churchill er “Danmarks Dyrehelt 2019”
Hunden Churchill fra Videbæk hjalp sin nabo, der var kommet slemt til skade efter et uheld med sin motorcykel. Nu har han vundet konkurrencen “Danmarks Dyrehelt 2019” for sin store heltegerning.
Gennem den landsdækkende konkurrence “Danmarks Dyrehelt 2019” har Agria Dyreforsikring i fire uge søgt efter danske kæledyr, der har gjort noget helt særligt for deres omverden. Over 900 kæledyrsejere har indstillet deres elskede dyr, men nu er den endelige vinder fundet.
Det blev hunden Churchill fra Videbæk, der løb afsted med årets særlige titel. Den lille hund med det store navn hyldes for en skæbnesvanger eftermiddag, hvor han kom sin nabo til undsætning efter et grimt uheld med en motorcykel.
"Churchill var dagens helt, da uheldet var ude,” erkender Churchills ejer, Mette Fomsgaard.
Fejret i selskab med Puk Elgård
Begejstrede over Churchills nye titel tog familien straks til København torsdag formiddag for at besøge Agria Dyreforsikring og Puk Elgård, der er med i konkurrencens dommerpanel. Her stod alle klar med godbidder til Churchill og lagkage til hans ejere, Mette og Henrik Fomsgaard.
"Jeg synes, det er både ejere og hund, der skal have den her titel, for man skal lytte til sine dyr. Dyrene kan tit fortælle én noget, som man ikke selv er opmærksom på. Så det er både hund og ejere, der er vindere her!” fortæller Puk Elgård, der ikke er det mindste i tvivl om, at Churchill er den helt rigtige til at modtage titlen som dyrehelt.
I en tale om Churchill anerkendte Henrik også, hvor vigtigt det er at lytte til sine dyr: “Det er jo lidt pinligt, for der gik noget tid, før vi undersøgte tingene nærmere. Så er det jo godt, at vi havde Churchill til at fortælle os, at der altså var helt noget galt.”
Kæmpede for at få ejere ud til nødlidende nabo
Det var en helt almindelig eftermiddag, hvor Churchill viste sig at være en vaskeægte helt. Churchill lå oppe i familiens vindueskarm og nød udsigten til de mange begivenheder ude på vejen. Men pludseligt oplevede familien en opførsel, som de ikke har set hos deres rolige hund før:
"Han blev ved med at løbe frem og tilbage mellem os og vinduet - Han virkede rastløs og vekslede mellem at kigge ud af vinduet, ivrigt fortælle at han ville ud og lave krumspring for at få vores opmærksomhed,” fortæller Mette.
Mette og Henrik undersøgte sagen nærmere, ved at kigge ud af vinduet, men de kunne kun se deres nabo, der lå ved sin bil, som om han var ved at reparere noget på den. Efter lang tids undren over Churchills opførsel, besluttede de sig at give naboen et besøg
Væltet og mast af motorcykel
Det viste sig, at naboen havde været i gang med at flytte to motorcykler ned fra en trailer - én var væltet ned over ham og forårsagede en fraktur i hoften og hans ene lårbensknogle. Nu lå han på jorden og kæmpede for at kravle hen til sin mobiltelefon, der lå inde i bilen.
"Det er utroligt, at Churchill vidste, at der var noget galt. Et hus står i vejen for, at han kunne have fuldt udsyn til traileren. Han har simpelthen kunne fornemme, at noget var galt,” fortæller Mette, der er forundret over, hvordan Churchill kunne vide, at der var noget galt.
Hele Danmarks Dyrehelt 2019
Det er femte år Agria Dyreforsikring afholder konkurrencen ”Danmarks Dyrehelt 2019”. De har søgt efter kæledyr fra hele landet, som udfører ekstraordinære gerninger for deres ejere eller på anden måde er helte i hverdagen. Den endelige vinder af konkurrencen blev således Churchill fra Videbæk. Ligesom sine ejere var dommerne meget imponerede over den lille hunds store heltegerning.
Med titlen som ‘Danmarks Dyrehelt 2019’ modtager Churchill og hans ejere blandt andet en pengepræmie til donation for dyrevelfærd på 20.000 kroner fra Agria Dyreforsikring, som de har valgt at donere til organisation Genbrugshund.dk.
Tidsplan for Danmarks Dyrehelt 2019
-
Jysk vinder blev kåret i uge 40
-
Fynsk vinder blev kåret i uge 41
-
Vinder fra Sjælland og øerne blev kåret i uge 42
-
Hele Danmark stemte i uge 43
-
Danmarks Dyrehelt 2019 blev kåret i uge 44
Dommerpanel
-
Tv-vært og dyreelsker - Puk Elgård
-
Dyreværnet - Direktør og dyrlæge Rikke Christensen Lee
-
Dansk Kennel Klub - Adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen
-
Evidensia Vordingborg Dyrehospital - Dyrlæge Lene Thaulow
-
Jydsk Racekatte Klub - Susanne Wehnert
-
Sidste års vinder - Besøgsponyen Laban med ejer Katrine Johansen
-
Agria Dyreforsikring - Direktør Tine Antvorskov
Den store hovedpræmie
-
20.000 kroner, der doneres til dyrevelgørenhed af eget valg
-
Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 1.000 kroner
-
Fotosession for Danmarks Dyrehelt og ejer med professionel fotograf
Kontakt
Tine Antvorskov, Direktør Agria Dyreforsikring
( 45) 40 81 38 25 // tine.antvorskov@agria.dk
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 129 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.