Opråb fra katteejer: Glem ikke katten
Selvom katten er vores næstmest populære kæledyr, er den alligevel også et af de mest oversete. Katte sygeforsikres i langt mindre grad end hunde, hvilket igen betyder, at mange katte må aflives, fordi ejerne ikke har råd til behandling hos dyrlægen. Her i Kattens Uge, som Den Danske Dyrlægeforening står bag, sætter Agria Dyreforsikring fokus på kattens ve og vel.
Forsikringsgraden for katte er desværre stadig alt for lav. Kun 19% af kattene er sygeforsikrede, det viser tal fra Agria Dyreforsikrings undersøgelse foretaget i samarbejde med Xtreme i 2020. Det resulterer i alt for mange aflivninger grundet sygdomme, der kunne være behandlet hos dyrlægen. Hvis uheldet er ude, og din kat bliver syg eller skadet, kan det være en dyr affære, hvis den ikke er sygeforsikret. Og derfor bliver udvejen for flere, at dyret må aflives, fordi ejerne ikke har kalkuleret med en dyrlægeregning på mange tusinde kroner.
Ulrik er en af de danske katteejere, der i Kattens Uge er med til at sætte fokus på, at sygeforsikring af katte redder liv. Han fortæller om sine oplevelser med katten Luna, der fik sukkersyge: “Luna havde tabt sig meget på kort tid, så jeg tog hende til dyrlægen. Det viste sig, at hun havde sukkersyge. Det blev til mange besøg på dyrehospitalet i løbet af 2020, hvor jeg skulle lære at give Luna hendes insulin. I starten af 2021 oplevede jeg flere gange, at Luna gik i insulinchok, og vi måtte styrte afsted til dyrlægen midt om natten. Den ene gang panikkede hun fuldstændig og bed sig uheldigvis fast i mit øre, fordi insulinchok gør, at katten bliver blind og døv, men hun kunne mærke, hun blev løftet. Hendes kæber låste, og hun kunne ikke slippe øret.”
Ulrik fortæller, at han måtte på skadestuen og have stivkrampevaccine og en kæmpe forbinding for at holde øret på plads og forhåbentlig undgå permanent “blomkålsøre”. Luna var tæt på ikke at overleve natten efter insulinchokket, men det gik heldigvis lige. Siden har hun haft flere begyndende insulinchok, men hun er begyndt at lære at “sige til”, når hun har brug for insulin, da hun kan fornemme, at det hjælper hende, og det er derfor blevet lettere at give hende sprøjterne, som hun skal have to gange dagligt. Ulrik må holde godt øje med hende, og nogle gange skal det gå stærkt, når hun viser tegn på at få det dårligt, og hun får vådfoder med honning i for at få blodsukkeret op i en fart.
Ulrik fortæller: “Fra november 2020 til februar 2021 var vi utallige gange på dyrehospitalet, hvilket resulterede i en regning på 15.000 kr. Heraf var min selvrisiko 733 kr. Agria betaler altså en stor del af udgifterne, inklusive insulin og kanyler. Min opfordring til katteejere er derfor klar: Sørg for at tegne en sygeforsikring til din kat, så du ikke bliver nødt til at aflive den, hvis den f.eks. får sukkersyge, hvilket sker for flere og flere katte. Jeg plejer at sige, at Agria er kattens stemme! Det er dem, som sikrer, at katten får hjælp fremfor at blive aflivet.”
Tine Antvorskov, direktør hos Agria Dyreforsikring kommer her med en lille opfordring til de mange katteejere i Danmark:
“Katte er efter manges opfattelse selvstændige væsener, og katten er kendt for at være ‘sin egen’. Men det er ikke det samme, som at katte ikke har brug for mennesker for at overleve. De har brug for trygge omgivelser og ansvarlige ejere for at have et godt liv, præcis som hunde. Derfor er det også vigtigt, at danske katteejere er med til sikre deres katte på lige fod med andre kæledyr.”
Hvis man anskaffer sig en kat, har man derfor et ansvar for at sikre, at den har det godt og har mulighed for at få nødvendig behandling i tilfælde af sygdom. Tine Antvorskov fra Agria Dyreforsikring har tre anbefalinger til katteejere i forbindelse med Kattens Uge: Sygeforsikring, neutralisering og ID-mærkning.
Tre gode råd til katteejere:
- Sygeforsikring: Det er for sent at sygeforsikre katten, når den først er blevet syg eller er kommet til skade. Mange er nødsaget til at få katten aflivet, fordi de ikke har råd til at betale en stor dyrlægeregning. Med en forsikring er der økonomisk hjælp og større tryghed, hvis katten bliver syg eller skadet.
- Neutralisering: Der er alt for mange hjemløse katte, der lever et kummerligt liv. Det skyldes, at mange katteejere ikke neutraliserer deres dyr. Hvis man ikke har i sinde at have katteopdræt, er det derfor bedst at få neutraliseret sin kat.
- ID-mærkning af din kat: Det sker ikke sjældent, at katte forsvinder i lang tid ad gangen. Er katten ID-mærket, er der gode chancer for at blive genforenet med den, da den kan identificeres af dem, der finder den.
Kontakt
Lotte Evers, Presseansvarlig hos Agria Dyreforsikring
Tlf. 28783270 eller lotte.evers@agria.dk
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.