Pas på den varme asfalt, der kan skade hundens poter

Report this content

Nu er det virkelig blevet varmt, og det ser ud til at vare ved noget tid endnu. Det kan blive en plage for vores firbenede venner, der i værste fald får varmeskadet poterne. Dyrlæge hos Agria Dyreforsikring Mogens Brix fortæller, hvordan du kan holde øje med temperaturen og hvornår det bliver for varmt for hundepoterne.

Når luften når op over 20 grader, og asfalten er i direkte sollys, så gælder det om at være opmærksom. Asfalten kan på disse sommerdage let nå temperaturer over 45-50 grader. Tænk på det, når du skal gå med hunden, og undgå så vidt muligt at hunden skal færdes på asfalt.

“Ved at mærke på asfalten med hånden kan du vurdere risikoen. Hvis det er for varmt at holde hånden på asfalten i fem sekunder, er det også for varmt for hundens poter,” siger Mogens Brix.

Har hunden brændt poterne?

Brandskader ses ved, at hunden viser, at poterne er ømme ved at begynde at halte, eller stoppe op og slikke påpoterne. Trædepuderne rødmer, og den yderste hud kan løsne sig. Hvis brandskaden er alvorlig, kan der udvikle sig væskende sår og blærer, hvilket er meget smertefuldt for hunden.

Sådan behandler du forbrændte poter

Hvis din hunds trædepuder er ømme, efter at den har gået på varm asfalt, er det vigtigt at beskytte poterne mod yderligere skade. Gå kun korte ture, hvor du undgår asfalt eller andet hårdt underlag. Poterne kan også beskyttes med sko eller bandager.

Mogens Brix: “Ved en mild forbrænding kan du behandle skaderne hjemme. Vask sårene med lunkent vand og mild sæbe for at mindske risikoen for infektioner. Hvis hunden har meget pels på poterne, kan du blive nødt til at klippe den, så pelsen ikke sætter sig fast i såret og forsinker helingen. Der findes desinficerende midler og lindrende geléer, der kan bruges på trædepuderne og mindske hundens ubehag. De kan købes i håndkøb på apoteket. Hunden må ikke slikke på poterne, så du skal holde øje med den, og har du en oppustelig krave, så brug den, eller giv hunden sokker på.”

Hvornår bør jeg opsøge dyrlæge?

Mogens Brix’ råd er: “Hvis hunden halter og ikke kan gå på poterne på grund af ømhed og sår, bør du opsøge en dyrlæge, der kan behandle hunden med smertestillende og evt. få lagt en bandage.”

Kontakt
Tine Antvorskov, Direktør Agria Dyreforsikring
( 45) 40 81 38 25 // tine.antvorskov@agria.dk

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia