Tine Stabell er ny direktør hos Agria Dyreforsikring

Report this content

Tine Stabell er udnævnt til ny direktør hos Agria Dyreforsikring i Danmark. Hun kommer fra en stilling som chef for forsikringsselskabets skadesafdeling og tiltræder sit nye job den 1. juni.

Tine Stabell tiltræder den 1. juni i stillingen som direktør for Agria Dyreforsikring i Danmark. Agria er specialister i forsikringer til hund, kat, hest, smådyr og fugle og er det største dyreforsikringsselskab i Danmark såvel som i Norden.

Tine Stabell har de seneste 4 år ledet Agrias skadesafdeling. I den tid er afdelingen vokset fra 7 til 13 medarbejdere, og der har været en fordobling af antallet af sagsbehandlinger. Sonja Karaoglan, der er European Business Manager hos Agria, siger:

”Tine har gjort en fantastisk indsats som skadechef. Hun har strømlinet vores produktportefølje, insourcet vores kundeserve og ensrettet vores klageproces. Hun har startet skadesafdelingen i vores tyske forretning op, og senest har hun stået i spidsen for at integrere Agrias nye irske forretning. Jeg er meget glad for, at Tine har valgt at sige ja til den nye stilling.”

Flere katte skal forsikres i Danmark

Tine Stabell har arbejdet med forsikring i 25 år. Inden hun kom til Agria, var hun teamleder i 8 år hos Alm. Brand Forsikring i en afdeling på 32 medarbejdere. Hun ser frem til de nye udfordringer og fremhæver særligt to fokuspunkter for hendes første tid som direktør:

”Vi har siddet meget hver for sig de sidste to år. I den kommende tid vil jeg have meget fokus på at skabe rammer, der sikrer sammenhold og fællesskab på arbejdspladsen,” siger Tine Stabell og forsætter:

”En anden vigtig opgave bliver at højne forsikringsgraden hos kattene, der ikke bliver forsikret i samme grad som hundene i Danmark. De har derfor ikke de samme muligheder for dyrlægebehandling, hvis de kommer til skade eller bliver syge. Det budskab skal vi fortsætte med at kommunikere til de danske katteejere.”

Teknologi og digitalisering hos Agria

For et år siden lancerede Agria Dyreforsikring en digital dyrlægerådgivning, der hedder Agria Vet Guide. Det er en app, som Agrias eksperter har udviklet med henblik på at give kunderne gratis dyrlægerådgivning på mobilen, hvis de har spørgsmål om deres dyrs velbefindende. Og Tine Stabell ser gerne, at Agria forsætter med at udnytte de muligheder, som nye teknologier giver. Hun siger:

”Agria er de største i Danmark inden for dyreforsikring. Og skal vi forsætte med at være det, så skal vi være med helt fremme, når det handler om digitalisering. Vi skal bruge teknologien til at skabe den bedste service for vores kunder, men vi skal stadig huske at være nærværende i alt, hvad vi gør.”

Som direktør hos Agria Dyreforsikring får Tine Stabell ansvar for 38 medarbejdere, som primært holder til på hovedsædet i Solrød Strand.

Privat bor Tine Stabell i Nykøbing Falster med sin mand og en hjemmeboende søn på 13 år. Tine har derudover to døtre, som er flyttet hjemmefra. Og så har hun selvfølgelig en hund; den tibetanske terrier, Da Vinci.

(Billeder afTine Stabell krediteres Jan Buk)

Kontakt
Lotte Evers, presseansvarlig hos Agria Dyreforsikring
 
Tlf.: 2878 3270
Mail: lotte.evers@agria.dk

eller

Emil Ulrichsen, senior kommunikationsrådgiver, Grønbech PR & Kommunikation
Tlf.: 2213 0555
Mail: emu@groenbech.com

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia