Velgørenhedsevent for hjemløse hunde rejste over 250.000 kroner
Rekord mange deltog i digitalt velgørenhedsevent for hunde.
Denne weekend blev verdens måske største digitale velgørenhedsevent for hunde, Agria Hundegåtur, gennemført. Hundeejere i Danmark, Sverige, Norge, Finland, England og Frankrig benyttede lejligheden til at dele hundens gåtur på de sociale medier og herved hjælpe hjemløse hunde. I Danmark deltog 1696 hunde, hvilket udløste en donation på 20.000 kr. til Dyreværnets arbejde med hjemløse hunde.
Hundegåturen blev arrangeret første gang i Sverige i 2016 som et fysisk event, og de efterfølgende år har den fundet sted på samme måde. I år valgte Agria dog at ryste posen og lancere en digital hundegåtur, hvor hunde over hele Danmark og på tværs af landegrænserne kunne deltage i samme event, på samme tid. Med høje forventninger deltog de seks lande i gåturen – og hvilken succes det blev!
“Det har været en stor fornøjelse at se opslag fra hunde i hele Danmark! Vi er utroligt taknemmelige for det enorme engagement, hundeejerne har vist for at hjælpe andre hunde til et bedre liv,” siger Tine Antvorskov, direktør hos Agria Dyreforsikring.
For at være med til verdens største digitale velgørenhedsevent for hunde havde hundeejere i de seks lande tilmeldt sig eventet på Agrias hjemmeside. I løbet af weekenden den 18.-19. september fotograferede og filmede ejerne deres hunde og lagde det op på de sociale medier Facebook og Instagram under et hashtag: I Danmark var det #agriahundegåtur. Tusindvis af billeder og videoer af hunde blev postet på Instagram og Facebook i alle landene.
For hver deltagende hund donerer Agria Dyreforsikring penge til dyreværnsorganisationer og internater i de seks lande. Agria Dyreforsikring i Danmark havde på forhånd valgt, at den danske donation skulle gå til Dyreværnet og det arbejde, som de gør for at give hjemløse hunde et nyt og godt hjem. Valget faldt på Dyreværnet, da de gør et fantastisk stykke arbejde for hjemløse hunde, som Agria gerne vil bakke op gennem Agria Hundegåtur.
”Ej, hvor er det bare fedt, at så mange har støttet op om hundegåturen! For Dyreværnet betyder 20.000 ekstra kroner i kassen virkelig meget! Vi får i øjeblikket en del unge hunde med særlige træningsbehov, og de ekstra penge gør, at vores personale får mulighed for at afsætte den nødvendige tid til disse hunde,” smiler Rikke Lee Christensen, den glade direktør for Dyreværnet.
Agria Hundegåtur løber af stablen igen til næste år, hvor det uden tvivl bliver en gentagelse af den digitale succes!
Resultater fra de seks lande:
Frankrig:
812 hunde
Donation: 4060 €
Finland:
2033 hunde
Donation: 1513 €
Sverige:
10 807 hunde
Donation: 148 320 SEK
Danmark:
1696 hunde
Donation 20.000 DKR
Norge:
3410 hunde
Donation 34 100 NOK
Storbritannien:
2.187 hunde
Donation 9.916 £
Kontakt
Lotte Evers, Presseansvarlig hos Agria Dyreforsikring
Tlf. 28783270 eller lotte.evers@agria.dk
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.