Godt nyt til e-bogslæsere: Lavere priser – flere muligheder
Næste generation af e-bogslæsere er avancerede multimedieenheder, og forbrugerne bør vurdere deres behov nøje, før de køber. Nogle enheder er fremragende at læse bøger fra, mens andre har klare fordele, når det gælder billede- og videovisning
Næste generation af e-bogslæsere er på vej ud til forbrugerne, og nu skal kunderne holde tungen lige i munden. Der er nemlig ikke kun prisen til forskel på e-læserne. Også på skærmens størrelse og kvalitet samt hvilke bøger, e-læseren kan læse, er forskellen mærkbar.
For nogle brugere er den billigste e-læser måske tilstrækkelig. Som kunde skal man dog være opmærksom på, at billedkvaliteten skal være i orden, hukommelsen skal svare til de behov, man har, og betjeningen skal være, så man kan holde ud at bruge den side op og side ned.
e-ink eller TFT
Det er afgørende, at forbrugeren forholder sig til, hvad e-læseren skal bruges til, og den viden skal først og fremmest bruges til valg af skærmteknologi. Nogle enheder er udstyret med en e-ink skærm eller display, som giver en sublim læseoplevelse på højde med papir. E-inkskærmen er ikke lysfølsom, og derfor kan man læse på den uden problemer både i lænestolen og på stranden, og den trætter ikke øjnene selv efter lang tids læsning.
Andre enheder er forsynet med en TFT-skærm, som er sammenlignelig med displayet på en mobiltelefon eller en computer. Denne skærm giver gode multimedieoplevelser med for eksempel billed- og videovisning.
Brugere som primært ønsker en sublim læseoplevelse bør derfor vælge e-ink enheder, og forbrugere der først og fremmest lægger vægt på multimediefunktioner vælge TFT enheder.
Adobe DRM-beskyttelse
Når man har besluttet sig for at købe en e-læser, skal man desuden være opmærksom på, om læseren kan læse kopibeskyttede bøger. Adobe DRM er hurtigt på vej til at blive den internationale standard for kopibeskyttelse på e-bogsområdet, og hvis e-læseren ikke kan læse Adobe beskyttede bøger, bliver man afskåret fra at købe bøger fra en række udbydere.
E-læserne kan købes på boghandleres webhandelssider: www.gad.dk, www.bogogide.dk, www.bogerogpapir.dk og www.boghandleren.dk, samt i nogle af kædernes forretninger.
Boghandlerne følger nøje udviklingen i markedet og bestræber sig på at have tilbud, der dækker alle de behov, kunderne måtte have. Spændet kan illustreres med følgende:
BeBook Neo 6’’ har en 6’’ touchskærm. Den har direkte trådløs netværksadgang (Wi-Fi), og det betyder, at man kan komme på internettet og downloade nye bøger og filer direkte til sin reader uden brug af en computer. BeBook Neo har e-ink display, og den repræsenterer noget af det bedste inden for e-ink enheder. Enheden kan læse Adobe-beskyttede filer, og den sælges til 2.795 kr. via boghandlernes webhandelssites. Boghandlerne tilbyder også andre e-ink enheder som for eksempel Elonex 511 til 1.495 kr.
Elonex’ bud på en multimediemaskine er Epadden, Elonex 710 EB, og den er nu på vej ud i handelen. Det er ligeledes en high-end maskine på nogenlunde samme niveau som BeBook Neo, men den er baseret på TFT-skærmteknologi.
Elonex 710 EB repræsenterer den nye generation af e-læsere, der ud over læseoplevelsen tilbyder en række multimediefunktioner som for eksempel internetadgang, mulighed for at vise video, musikafspilning og meget mere. Med sin 7’’ farveskærm giver den brugeren en multimedie-oplevelse, som kommer tæt på andre nye multimedieprodukter som for eksempel Apples IPad, men er man en læsehest, er det ikke det bedste valg på grund af skærmteknologien. 710 EB kommer i handelen i slutningen af juli måned med en pris på omkring 1.500 kr.
For den meget prisbevidste er Elonex Freebook med TFT-skærm et godt alternativ, idet den forventes prissat til under 1.000 kr. Til gengæld kan den ikke læse Adobe kopibeskyttede filer, og det sætter nogle grænser for dens anvendelighed, hvis man ønsker at bruge den til læsning af bøger. Den forventes at komme i webhandelen hos boghandlerne primo august måned.
FAKTABOKS
E-medie ApS er leverandør af e-læsere til Indeks Retail, der er kædecenter for boghandlerkæderne Bog & Idé, Bøger og papir, BOGhandleren og e-shoppen www.gad.dk
---
Direktør Søren Mikkelsen, E-medie ApS på telefon 28 10 02 14
Direktør Lars Østergaard, Indeks Retail A/S på telefon 76 75 20 44