Audientes etablerer datterselskab i Indien
Audientes annoncerer i dag etableringen af sit nye datterselskab i Indien, som skal være spydspids for kommercialiseringen af selskabets selvjusterende høreapparat, som forventes at blive lanceret i 3. kvartal 2021. Filialen i Hyderabad bliver den første af flere filialer i Indien.
Etableringen af det nye datterselskab i Hyderabad, som er Indiens 6. største by med 10,2 mio. indbyggere, giver Audientes et vigtigt fodfæste i området og baner vejen for en tæt dialog med kunder, branchespecialister og potentielle kanalpartnere i Indien – som er verdens største mellemindkomstland.
Styrkelse af vores position i Indien
“Åbningen af vores første filial i Indien er en vigtig milepæl for Audientes og understreger vores store fokus på det Indiske marked – et marked, hvor der er et meget stort høretabsproblem blandt befolkningen, og dermed også et utrolig stort vækstpotentiale, som vi vil udnytte samtidig med vi gør en samfundsmæssig forskel. Etableringen af datterselskabet vil styrke vores position og synlighed i markedet og vi vil nu i højere grad kunne sætte turbo på vores nationale og regionale forretningsudvikling og dermed skabe tættere bånd til vores vigtige partnere,” siger Steen Thygesen, CEO, Audientes A/S.
Planer om flere Audientes afdelinger i Indien
Audientes’ kontor i centrum af Hyderabad vil rumme administration og ledelse, et kundeservicecenter, B2B- og B2C-salg samt et kundetestcenter. Det bliver det første af en række planlagte Audientes afdelinger i andre større byer (Tier 1) som fx Delhi, Mumbai, Bengaluru og Kolkata. Målet er at skabe en bred landsdækkende salgsplatform.
Med en tilstedeværelse på tværs af Indien vil Audientes indledningsvis gå efter den hurtigvoksende indiske middelklasse, der tæller mere end 300 mio. forbrugere på tværs af Tier
1-, 2- og 3-byer. Virksomheden vil med tiden bevæge sig ud i landdistrikterne, hvor to tredjedele af Indiens befolkning lever, og hvor der således er et endnu større antal mennesker med ubehandlet høretab og behov for en prisrelevant høreapparatløsning, der er selvjusterende, da der kun er begrænset eller ingen adgang til høreklinikker.
Nethandlen eksploderer i Indien
Indien er i dag verdens næststørste e-handelsmarked og målt på detailhandlen alene, er Indien verdens 8. største e-handels marked. Online-detailhandlen i Indien estimeres at vokse med en gns. årlig vækstrate på 30% over de næste 5 år, svarende til næsten 300-350 mio. online- shoppere og et løft af bruttoværdien til USD 100-120 mia. i 2025 (kilde: Bain & Company, 2020). Det markante skifte i den indiske nethandel har også ført til en kraftig vækst inden for e- sundheds markedet med en skønnet værdi på USD 16 mia. i 2025 (kilde: RedSeer Management Consulting, 2020).
Audientes selvjusterende høreapparat er ideelt til online salg, og med en større lokal tilstede- værelse er der mulighed for at opbygge lokale salgs- og markedsføringspartnerskaber, der kan udnytte e-handelstendenserne i Indien.
Vi har løsningen til et stigende høretabsproblem
“Vi ser frem til at byde vores partnere og kunder velkomne i vores nye lokaler. Der er i dag en meget stor gruppe af mennesker i Indien, der lever uden en løsning til deres høretab pga. store barrierer i forhold til prisen, manglen på audiologer og en dyr tilpasningsproces. Med vores smarte og selvjusterende høreapparat og vores flerstrengede distributionsstrategi med både nethandel og håndkøbssalg regionalt er vi mere end klar til at deltage i løsningen af dette stigende høretabsproblem,” siger Raman Rao, Country Head, India.
Behov for gør-det-selv-sundhedsløsninger
“I mere end et år har COVID-19-pandemien lagt et stort pres på sundhedssystemerne i hele verden, hvilket understreger behovet for flere gør-det-selv-sundhedsløsninger som fx Audientes’ løsning. Innovation Centre Denmark og det danske Trade Council i Indien har med stor interesse fulgt og støttet Audientes’ etablering i Indien, som er sket på trods af det svære COVID-19 tidspunkt. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet,” siger H.E. Freddy Svane, Danmarks ambassadør i Indien, den danske ambassade i New Delhi.
Steen Thygesen, CEO
Tlf.: +45 53 17 26 10
E-mail: st@audientes.com
Raman PV Rao, Country Head, Indien
Tlf.: + 91 91770 49678
E-mail: rr@audientes.com
Om Audientes A/S
Audientes er en af de nye aktører på det globale høreapparatmarked. Selskabet har udviklet et nyt selvjusterende høreapparat, som lanceres på det indiske marked i 3. kvartal 2021, inden det også lanceres på det amerikanske håndkøbsmarked og andre markeder. Audientes har et mål om at hjælpe de mange millioner, som har et invaliderende høretab, men ikke har råd til at købe et af de meget dyre traditionelle høreapparater på markedet.
Der er i dag ca. 500 mio. mennesker, som har et invaliderende høretab, hvoraf 400 mio. ikke har en god løsning til deres høretab. WHO estimerer, at der i 2050 vil være 900 mio. mennesker med et invaliderende høretab. Der er tale om en global sundhedsudfordring, og Audientes ønsker at være en del af løsningen ved at tilbyde prismæssigt overkommelige og selvjusterende binaurale høreapparater til gavn for alle.
Audientes’ hovedkontor ligger i København, og selskabet er noteret på Nasdaq First North Growth Market Denmark (AUDNTS).
For yderligere information om Audientes finansielle situation og udvikling – se selskabets hjemmeside (www.audientes.com).