Bang & Olufsen udvider Aston Martin samarbejdet med lyd til to nye bilmodeller

Report this content

Aston Martin og Bang & Olufsen er stolte af at kunne introducere to nye skræddersyede lydsystemer - Bang & Olufsen BeoSound V12 Vantage og Bang & Olufsen BeoSound V8 Vantage - udviklet og designet eksklusivt som en option til Aston Martin V12 Vantage og Aston Martin V8 Vantage, hvor sidstnævnte er tilgængelig i både en Coupe og en Roadster variant. De to nye lydsystemer markerer endnu et kapitel i det anerkendte samarbejde mellem de to brands, som begyndte med BeoSound DBS i 2008. BeoSound V12 Vantage og BeoSound V8 Vantage systemerne er udviklet eksklusivt til Aston Martin og er skræddersyet til de respektive bilmodeller, både akustisk og hvad angår valg af materialer. Systemernes design understøtter på elegant vis bilernes håndlavede interiør: Højtalerfronter af aluminium med bløde konturer er på elegant vis integreret i kabinens flydende linjer og kurver. I lighed med deres meget roste familiemedlem - BeoSound DBS – inkorporerer begge systemer Bang & Olufsen’s egen ICEpower® teknologi; en sammensmeltning af høj output power og hi-fi lydkvalitet med ultra kompakt design. De motoriserede diskanthøjtalerenheder demonstrerer Bang & Olufsens patenterede ALT (Acoustic Lens Technology). Deres placering muliggør en 180° horisontal spredning af højfrekvente lyde, som giver lytteren en naturtro lydoplevelse uanset placering i bilen. På samme måde som det er tilfældet med BeoSound DBS er BeoSound V8 Vantage i Roadster varianten også blevet udviklet til at tilpasse sig den åbne sportsvogns forskellige akustiske karakteristika, hvad enten man kører med taget oppe eller nede. Hvert system består af i alt tretten aktive højtalere, som er placeret ti steder i bilen, hvilket giver en samlet effekt på mere end 1000 W. President og CEO hos Bang & Olufsen, Karl Kristian Hvidt Nielsen, er særdeles tilfreds med det udvidede samarbejde mellem de virksomheder. “Udbygningen af samarbejdet med Aston Martin, der er et af verdens stærkeste brands, er vigtig for den fortsatte udvikling i Bang & Olufsens salg af high-end lydsystemer til bilindustrien,” siger Karl Kristian Hvidt Nielsen. Vantage’en Aston Martins Vantage serie står for ægte, højt ydende sportsvogne. Designet er både stramt og aggressivt; rigt på detaljer uden at være overkompliceret. Eftersom bilerne er skabt til ydelse og præcision, opmuntrer de til en fuldstændig syntese mellem chauffør og maskine. V8 Vantage fås også i en Roadster variant, som bygger på Coupeens anerkendte design og derved skaber en meget eftertragtet cabriolet. Disse kendetegn gør sig også gældende for Bang & Olufsen lydsystemerne, hvis rødder i virksomhedsværdier som lidenskab og præstation såvel som design og godt håndværk er med til at skabe endnu et perfekt match mellem to selskaber, som ikke går på kompromis med kvalitet og stil, og som har modet til at bevæge sig langt ud over det konventionelle. BeoSound V12 Vantage og BeoSound V8 Vantage lydsystemerne kan forudbestilles som en option til såvel Aston Martin V12 Vantage som V8 Vantage i både Coupe og Roadster varianten. Bilmodellerne er allerede i produktion, mens produktion og montering af lydsystemerne hos Aston Martin vil blive påbegyndt i løbet af det sene efterår.

Tags: