Art Copenhagen – The Nordic Art Fair 2010- nu med mere end 75 gallerier fra hele Skandinavien
Når Art Copenhagen d. 17. september slår dørene op til den 14. messe, bliver det med mere end 75 gallerier – flere af dem er med for første gang!
Weekenden d. 17.-19. september kommer til at stå i samtidskunstens tegn – for mere end 75 af Skandinaviens førende gallerier er samlet i København. Messen har i år haft særligt fokus på at få den svenske brodernation til at få øjnene op for Art Copenhagen, og det er lykkes – i år er den svenske kunstscene nemlig repræsenteret med hele 19 gallerier, hvoraf 10 er med for første gang.
Salgschef fra Forum Copenhagen, Mads Andersen udtaler: ”I år har vi fokuseret mere på den svenske galleriscene end tidligere – og det har i den grad givet pote. Vi ønsker at vise vores nabolande, at Art Copenhagen i bogstaveligste forstand er Nordens messe - næste år vil vi stille skarpt på Norge og dermed få endnu flere nordiske gallerier med. Vi synes, det er vigtigt at præsentere det bedste fra hele Skandinavien for at skabe en interessant platform for såvel besøgende som gallerister, samlere og kunstnere.”
Af nye svenske gallerier kan nævnes Stockholm-gallerierne Andréhn-Schiptjenko, Christian Larsen, Galleri Gunnar Olsson og Gun Gallery. Og fra Malmø og Göteborg deltager blandt andet henholdsvis Johan Berggren Gallery, Galleri Loyal, Gallery Lilith Waltenberg og Kim Anstensen. Med de mere end 75 gallerier fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Grønland markerer messen sig således som den største og førende kunstmesse for international samtidskunst i Skandinavien med hele 30 udenlandske gallerier (hvilket faktisk udgør 40 procent af den samlede galleri-trop).
Foruden de mange galleriers udstillinger gentager Art Copenhagen succesen fra sidste år og præsenterer State of the Art – en særudstilling med nye opsigtsvækkende kunstnere kurateret af en spændende spiller på kunstscenen lige nu. Ligeledes vil man igen i år kunne opleve et spækket sceneprogram, der tager temperaturen på kunsten lige nu. Sammen med netportalen Kunsten.nu præsenteres en række skarpe debatarrangementer, ligesom der vil være artist talks, screeninger og kunstnerinterviews på scenen.
Art Copenhagen - The Nordic Art Fair åbner for inviterede gæster kl. 15.00 fredag d. 17. september 2010. Kl. 16.00 åbner messen for offentligheden til og med søndag d. 19. september 2010 (lørdag og søndag er åbningstiden 11-18). Pressen inviteres til Preview fredag d. 17. september kl. 15.00 – tilmelding kræves.
Art Copenhagen – The Nordic Art Fair har fundet sted i alt 13 gange og har eksisteret i sin nuværende form siden 1997. Messen er ejet af Forum Copenhagen, der sammen med et messeudvalg, står for den kunstneriske ledelse samt udvælgelse af de deltagende gallerier. Messeudvalget består af galleristerne Bo Bjerggaard (Galleri Bo Bjerggaard), Jesper Elg (V1 Gallery), Jens Faurschou (Galleri Faurschou), Ola Gustafsson (Elastic), kunstsamler Leif Djurhuus, kunstsamler Jens Peter Brask, arrangementschef i Forum Copenhagen Jeanette Annfeldt, salgschef Mads Andersen samt presseansvarlig Anne Riber.
Den endelige liste af gallerier på årets messe vil offentliggøres medio august. Se også programmet af artist talks, debatter og guidede omvisninger på http://artcopenhagen.dk/ fra august/september 2010.
For mere information om Art Copenhagen 2010 samt tilmelding til preview, kontakt: Anne Riber, presseansvarlig, tlf. 40 89 42 24, e-mail: presse@artcopenhagen.dk