Klar til Nordeuropas største fagmesse i Bella Center

Report this content

50 seminarer og konferencer, 170 udstillere og masser af nyheder står klar 4.-6. maj Health & Rehab i Bella Center

170 udstillere, mere end 50 seminarer og tema-konferencer, ny velfærdsteknologi, aktivt liv, demens, bariatri. Det er blot nogle af ingredienserne ved Nordeuropas største fagmesse inden for social- og sundhedssektoren, der åbner den 4. maj i Bella Center i København og løber over tre dage. Health & Rehab 2010 samler igen medarbejdere fra hele social- og sundhedssektoren i et tæt samspil med landets leverandører af hjælpemidler og i år med særlig interesse fra både handicappede og ældre. Ny lovgivning på ”frit valgs området” forventes at træde i kraft den 1. oktober og vil sætte både brugere og indkøbere under pres med øget interesse for at være orienteret om det nyeste på markedet. Messen rummer i år en række fokusområder med et stort antal kortere seminarer og mere omfattende konferencer, der knytter sig til disse fokusområder. Desuden har messen i år et samarbejde med Demensdagene, der afvikles 3. og 4. maj i Bella Center. Den helt nye velfærdsteknologi med robotstyring af en række hjælpefunktioner, nye hospitalssenge og intelligent udstyr får sit eget fokusområde med både seminarer, konferencer og solid opbakning af udstillerne. Det forventes, at velfærdsteknologien kan skabe et nyt milliardmarked for danske hjælpemiddelproducenter over en årrække. Fokus på overvægt Også bariatrien – overvægtighed – er et særligt fokusområde i år. Det stigende antal svært overvægtige skaber problemer i hele sektoren. Der skal bygges nye senge til både sygehuse og ambulancer, udstyr på sygehuse skal ændres og bariatriske patienter optager i stigende grad store ressourcer. På flere sygehuse er der kun plads til en enkelt bariatrisk patient på en sengestue på grund af krav til plads. Også hjælpemiddelbranchen har fokus på de krav, der stilles i fremtiden til hjælpemidler, som skal kunne klare medborgere på over 300 kilo, og på messen vises der eksempler på særlige hjælpemidler til bariatriske patienter. Health & Rehab bygger bro Health & Rehab har i en årrække været social- og sundhedssektorens største fagmesse, der bygger bro mellem de mange interessegrupper, der præger sektoren. Det tværfaglige miljø, de mange seminarer og konferencer, de helt aktuelle og nyeste hjælpemidler og muligheden for at få de sidste faglige informationer på de store udstillingsstande, har gjort messen til et helt naturligt samlingspunkt for både terapeuter, plejepersonale, indkøbere, ledere, administrative chefer samt flere tusinde brugere, der benytter messen til at vurdere udviklingen i de hjælpemidler, de anvender i hverdagen. Her kan brugerne med egne øjne vurdere nye muligheder, som de tager med hjem til hjemkommunens fagpersonale. Den danske model har i flere årtier taget udgangspunkt i principper om kompensation for færdighedstab og funktionsnedsættelser, så der skabes de bedste muligheder for handicappede og ældre. Der er i øjeblikket ca. 500.000 danskere, der er berørt af funktionsnedsættelse og tallet er stigende og alle forventer, at behovet for hjælpemidler derfor vil være stigende i fremtiden. De offentlige udgifter er da også steget med næsten 50 procent de seneste ti år. Læs mere på www.health-rehab.com Billedtekst I år kåres igen ”Årets Nyhed” blandt udstillerne inden for den danske hjælpemiddelbranche. Det sker den 4. maj kl. 15.00. Messen samler traditionelt hele den danske hjælpemiddelbranche samt 8-10.000 besøgende fra social- og sundhedssektoren

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links