LEGO World flytter til Bella Center
Der bliver plads til 56.000 børn og legesyge voksne, når LEGO World næste år flytter til Bella Center i Kø-benhavn.
Muligheden for at lege i en gigantisk LEGO verden, snakke med designere og opleve utrolige LEGO modeller har vist sig at være en sikker opskrift på succes for børn og legesyge voksne i vinterferien. Derfor gentages den totalt udsolgte LEGO World i København i 2010 – dog med den forskel at arrangementet flytter til Bella Center, hvor der vil være plads til hele 56.000 gæster. Country Manager i LEGO, Peter Søgaard, glæder sig over, at der næste år bliver markant mere plads at lege på. “Jeg tror, LEGO World er blevet så populært for familier, fordi det er en event, hvor børn og voksne virkelig kan lege sammen. I leg er der ingen sproglige forhindringer, og som voksen får man mulighed for at fordybe sig i børnenes verden. Og så er det ganske enkelt utrolig sjovt,” siger Peter Søgaard. LEGO World startede i Holland i 2001, hvor det er blevet en stor succes med mere end 70.000 besøgende. I år kom turen til København, og her blev LEGO World en af vinterferiens mest populære udflugtsmål – så populær, at alle 36.000 billetter blev revet væk, og flere familier måtte gå forgæves. Nu har LEGO, TV 2 og Bella Center indledt et samarbejde, der betyder, at LEGO World skal afholdes i Bella Center, hvor der til vinterferien 2010 bliver plads til yderligere 20.000 gæster og endnu flere aktiviteter.