Købehavns nye hotel erstatter jobsamtale med audition
Hovedstadens nye hotel, Bella Sky Comwell, skal ansætte fem kokkeelever og har besluttet at afholde en anderledes jobsamtale. Den traditionelle samtale bliver erstattet af en audition for de mange ansøgere. Det sker på fredag den 25. marts fra kl. 16.00.
Bella Sky Comwell er nyeste skud på stammen af hoteller i København. Hotellet slår dørene op om kort tid (16.maj) og er nu i fuld gang med at rekruttere en masse medarbejdere, herunder fem kokkeelever.
De mange ansøgere til de ledige elevpladser i køkkenet bliver ikke indkaldt til en traditionel indledende samtale, men får i stedet muligheden for at gå til audition for at kvalificere sig til en af de fem elevpladser på Nordens største hotel. Det sker fredag den 25. marts fra kl. 16.00 i Bella Center (lokale 18).
Ansøgerne får en eftermiddag og aften, hvor de skal vise en smule af, hvad de allerede kan inden for faget, de skal høre mere om køkkenet på Bella Sky Comwell, hilse på ledelsen i køkkenet og på en rundvisning på deres måske kommende arbejdsplads.
’’ Grunden til, at vi har valgt at afholde auditions, er for at finde de elever, som har den rigtige personlighed og power, som skal til for at være elev på Bella Sky Comwell. Vi kommer til at forvente meget af vores kommende elever, men de kan samtidig også forvente, at vi vil gøre alt for, at de får den bedste uddannelse hos os. Vi glæder os rigtig meget til at afprøve denne nye måde at finde vores elever på, ‘’ lyder det fra køkkenchef Thomas Weismann.
I løbet af eftermiddagen vil køkkenledelsen tale med alle deltagere og udvælger derefter, hvilke fem som får de fem attraktive elevpladser.
Kontakt:
Køkkenchef Thomas Weismann, tlw@bellasky.dk eller 32 47 2039
Presse- og kommunikationskonsulent Sugasini Sooriyakumaran sso@bellasky.dk
Bella Center A/S
Bella Center er Skandinaviens største messe- og kongrescenter, der årligt huser arrangementer af enhver art – det være sig alt fra messer med mode, mad, biler, både og ferie over store begivenheder som MTV Awards til danske og internationale kongresser som FN’s klimatopmøde COP15 og den olympiske IOC kongres.
Bella Center A/S består også af Copenhagen Fashion House (permanente showrooms for mode) samt BC Design Center (permanent udstillingsplatform for møbler og interiør inkl. Skandinaviens første materialebibliotek), International House – et centralt beliggende kontorhotel med alle moderne faciliteter og kontorer i alle størrelser, Bella Center Services, som tilbyder catering for op til 15.000 gæster af gangen og Forum Copenhagen – et datterselskab siden 1997, hvor der bl.a. afholdes en lang række koncerter, udstillinger og fester. Seneste udvidelse af koncernen er Bella Sky Comwell Hotel Copenhagen - Nordens største hotelbyggeri med indvielse i foråret 2011. Læs mere om Bella Center A/S på www.bellacenter.dk.
Tags: