Bonava bygger boliger i Glostrup
Boligudviklingsvirksomheden Bonava har investeret i en hjørnegrund i Glostrup, hvor der opføres 48 nye boliger
Bonava har netop annonceret købet af en grund ved siden af Glostrup Stadion, hvor lokalplanen giver mulighed for at bygge ejerlejligheder i op til fire etager.
I nærområdet findes skole, daginstitution og indkøbsmuligheder, og den nærmeste nabo er Egeparken. Parken byder på store, gamle egetræer, fælles grillsted og en legeplads.
Torben Modvig, administrerende direktør hos Bonava, er ikke i tvivl om at der er et marked for nybyggede ejerlejligheder i Glostrup.
”Glostrup har mange kvaliteter, og vi tilbyder attraktive hjem til priser, der er til at betale”, siger han og tilføjer, ”nabolaget giver rige muligheder for et trygt og aktivt familieliv, hvor hverdagen hænger sammen. Glostrups gode infrastruktur med kommende letbanestop gør området endnu mere interessant i fremtiden”.
Projektet, der kaldes Egehusene, er tegnet af det kendte arkitektfirma, Danielsen Architecture, og omfatter fire 4-etages bygninger med fem forskellige boligstørrelser og penthouselejligheder som den øverste etage. På den øverste etage ligger tillige en fælles tagterrasse, som Bonava forventer vil være med til at fremme fællesskabet mellem de kommende beboere.
For salgs- og marketingdirektør Kristina Olsen falder det fint i tråd med virksomhedens egne markedsanalyser. ”Vores undersøgelser viser, at man bliver gladere af at have udepladser, hvor man kan dyrke blomster og planter. Men boligkøberne i dag vil selv vælge mellem privatliv og fællesskab. Det giver Egehusene mulighed for med både private altaner og en fælles tagterrasse”.
Bonava, der er Danmarks største boligudvikler, forventer at starte salget i august og oplyser, at de første beboere flytter ind i slutningen af 2018.
Illustration: Egehusene på Stadionvej i Glostrup (Danielsen Architecture)
For yderligere oplysninger kontakt kommunikationschef Dorte Andersen på tlf. 41 70 45 07 eller dorte.andersen@bonava.com
Bonava er en af Nordeuropas førende virksomheder inden for boligudvikling. Bonava udspringer fra NCC og har skabt hjem og nabolag siden 1930’erne. I dag har Bonava 1.600 medarbejdere og er aktive i Sverige, Tyskland, Finland, Danmark, Norge, Skt. Petersborg, Estland og Letland med en omsætning på SEK 13,5 milliarder i 2016. Bonava’s aktier er noteret på Nasdaq børsen i Stockholm.
Tags: