Danmarks første 34 ejerboliger i massivt træ

Report this content

En af Nordeuropas største boligudviklere, Bonava, sætter nu 34 rækkehuse i massivt træ (CLT) til salg lige nord for København. Beton er skiftet ud med træ. Det er første gang herhjemme, at ejerboliger i storskala bliver opført med dette bæredygtige materiale i såvel bærende konstruktioner som på facader. Salget startede i weekenden; boligerne ventes indflytningsklare i sensommeren 2022.

”Bonava var pionerer med de første svanemærkede lejligheder herhjemme. Siden har vi udviklet og bygget næsten 800 svanemærkede boliger. Nu tager vi næste skridt og introducerer ejerboliger i massivt træ og i storskala til danske familier. Vi vil give mange flere muligheden for et bæredygtigt hjem”, siger Kristina Olsen, administrerende direktør for Bonava i Danmark.

De 34 rækkehuse, der er tegnet af Årstiderne Arkitekter, opføres i et af Storkøbenhavns mest attraktive byudviklingsområder – den tidligere Flyvestation Værløse, hvor nye boligklynger i øjeblikket skyder op ved siden af den tidligere militærbases hangarer, 3 kilometer lange landingsbane, F-16 shelters og kontroltårn. NATO-pigtrådshegnene er for længst pillet ned; nu vokser boliger og grønne områder op sammen med kreative miljøer, deriblandt en omfattende filmproduktion med kendte tv-serier og reklamer.

Bonava regner med at træhusene, der går under navnet Filmhusene Vest, især vil tiltrække miljø-og klimabevidste børnefamilier.  Boligerne, der opføres i to og tre etager, er på mellem 110 og 144 kvadratmeter. Og priserne ligger mellem 3,4 millioner og knap 4,8 millioner.

”Vi ser en ny og forstærket flyt-ud-af-byen-trend. Ikke mindst børnefamilierne ønsker sig lys og luft – og efterspørger samtidig rammer, hvor fællesskabet kan folde sig ud for børn og voksne. Det lever Flyvestation Værløse op til. Det er et område, hvor man opsøger nye måder at bo på ”, siger Kristina Olsen.

En spørgeundersøgelse blandt borgere i Københavns Kommune viste forleden, at corona-krisen har fået 50.000 københavnere til at overveje at flytte ud af byen.

For yderligere oplysninger kontakt kommunikationschef Dorte Andersen på tlf. 41 70 45 07 eller dorte.andersen@bonava.com

Bonava er en førende boligudvikler i Nordeuropa, der har skabt hjem og nabolag siden 1930’erne. Bonava har 2.300 medarbejdere og er aktive i Tyskland, Sverige, Finland, Danmark, Norge, Skt. Petersborg, Estland og Letland, med en omsætning på SEK 15,5 milliarder i 2019. Bonava’s aktier er noteret på Nasdaq børsen i Stockholm. 

Tags:

Multimedia

Multimedia