Klima-neutral strøm på alle Bonavas byggepladser
Et første, lille klimaskridt i den rigtige retning. På samtlige Bonavas byggepladser i hovedstadsområdet er der siden nytår brugt grøn strøm, når håndværkerne arbejder. Et simpelt greb, der skærer op mod to procent af den svenske boligudviklers klimabelastning herhjemme.
Bonava har skrevet kontrakt med energiselskabet Ørsted om at levere strøm baseret på vedvarende energi til alle Bonavas byggepladser rundt om i hovedstadsområdet.
”Et fald på lidt under to procent – svarende til klimabelastningen fra et par hundrede boliger – er måske ikke meget i den store sammenhæng, men det var en af de lavt hængende frugter, viser vores analyser. Så det var bare med at komme i gang. Vi vil i den kommende tid tage andre, langt større klimagreb. Vi lover og forpligter os – som de første i branchen – på, at vi halverer vores klimabelastning”, siger Kristina Olsen, administrerende direktør for Bonava.
Inden 2030 vil Bonava halvere drivhusgas-belastningen fra de boliger, virksomheden bygger i Danmark, Norden, Tyskland, Baltikum og Rusland. Det mål skal nås ved at kigge bredt på bl.a. byggematerialernes klimapåvirkning, boligernes energiforbrug og arbejdet på selve byggepladsen.
Overgangen til den grønne strøm er det første, konkrete klimainitiativ blandt mange inden for overskuelig fremtid. Den grønne tråd vil være, at Bonava de næste ti år ændrer arbejdsmetoder, materialeanvendelse og samarbejdsrelationer i en mere bæredygtig retning. Og at virksomheden gør det baseret på data og viden om, hvordan Bonava direkte og indirekte belaster klimaet.
Forud er gået to års kortlægning af, hvor og hvordan Bonava på koncernplan påvirker klimaet; en kortlægning, der er sket med ekstern hjælp. Førende eksperter fra Carbon Trust (https://www.carbontrust.com/home/) og et revisionsfirma har sikret, at det er sket efter internationalt anerkendte metoder.
Bonava ønsker at blive del af et forpligtende, globalt virksomhedssamarbejde mellem bl.a. FN og foreløbig 741 virksomheder på verdensplan, deriblandt Arla Foods, Maersk, Vestas og PensionDanmark, der arbejder med såkaldte Science Based Targets. (https://sciencebasedtargets.org/companies-taking-action/).
Det viser kortlægningen af Bonavas samlede klima-aftryk i alle otte lande:
- Materialer: 74 procent stammer især fra de byggematerialer, der anvendes i byggeriet, samt fra affald på byggepladsen.
- De færdige boliger: Andre 24 procent hidrører fra energiforbruget i de boliger, man har opført.
- De resterende to procent stammer fra Bonavas kontorer og byggepladser.
For yderligere oplysninger kontakt kommunikationschef Dorte Andersen på tlf. 41 70 45 07 eller dorte.andersen@bonava.com
Bonava er en førende boligudvikler i Nordeuropa, der har skabt hjem og nabolag siden 1930’erne. Bonava har 2.300 medarbejdere og er aktive i Tyskland, Sverige, Finland, Danmark, Norge, Skt. Petersborg, Estland og Letland, med en omsætning på SEK 15,5 milliarder i 2019. Bonava’s aktier er noteret på Nasdaq børsen i Stockholm.
Tags: