Bravida: Vi skal ændre de unges opfattelse af erhvervsuddannelserne
For at skabe øget interesse for de tekniske erhvervsuddannelser inviterede Bravida Danmark 600 skoleelever med lærere og forældre til den spændende kamp mellem AGF og Brøndby på Ceres Arena den 23. september
Da AGF og Brøndby tørnede sammen i en af årets hidtil bedste og mest spændende kampe i Superligaen den 23. september, var flere hundrede elever fra 9. og 10. klasser i Østjylland blandt de 15418 tilskuere, der overværede kampen. De mange elever var inviteret til kampen med deres forældre og lærere af en af landets førende tekniske installationsvirksomheder, Bravida, som led i en målrettet indsats for at sætte fokus på de tekniske erhvervsuddannelser.
Inden kampen fik de mange unge mulighed for at møde en række AGF spillere og klubbens isbjørne-maskot i et særligt arrangement i Team Danmark Hallen. Men først og fremmest fik de via møder med medarbejdere og lærlinge fra Bravida og repræsentanter fra den lokale erhvervsskole Aarhus Tech øget viden om de tekniske erhvervsuddannelser og de spændende jobmuligheder, som uddannelserne kan give. Adm. direktør Johnny Hey fra Bravida Danmark forklarer:
”Som socialt ansvarlig virksomhed vil vi gerne støtte op om regeringens nye udspil på erhvervsuddannelsesområdet og medvirke til, at de unge og deres forældre får bedre indsigt i de mange forskellige muligheder, som uddannelsessystemet tilbyder. Der er behov for et opgør med ”automatvalget”, hvor de unge og deres forældre ser gymnasiet som den eneste mulighed. Med vores initiativ håber vi, at de unge er bedre rustet til at træffe deres valg om uddannelse, når de forlader folkeskolen næste sommer.”
Praktikpladser er afgørende
Bravida beskæftiger ca. 1800 medarbejdere i Danmark og har et strategisk mål om, at over ti procent af arbejdsstyrken skal være lærlinge. Bravida øger løbende antallet af lærlinge og medvirker dermed endnu mere til at skaffe de meget vigtige praktikpladser, som er afgørende for, at en erhvervsuddannelse kan tiltrække de unge.
”For at sikre, at Bravida konstant har mulighed for at tiltrække det fornødne antal faglærte, er det vigtigt, at regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse i 2020 bliver nået. Det kræver en generel ændring af de unges opfattelse af erhvervsuddannelserne. Det kan bl.a. ske ved at der bliver fortalt nogle positive og stærke fortællinger om de tekniske brancher, der jo beskæftiger sig med en række temaer, som interesserer de unge som fx avanceret teknologi, energioptimering, miljø og klima. Jeg håber derfor, at de unge i mødet med vores medarbejdere og lærlinge har fået en række gode oplevelser og historier, der kan hjælpe dem i deres kommende uddannelsesvalg,” slutter Johnny Hey.
For yderligere information kontakt venligst:
Sanne Skøttegaard Simonsen
Kommunikationskonsulent Bravida Danmark A/S
Mobil: +45 2525 4275
Bravida er Nordens førende leverandør af service- og installationsydelser med godt 10.000 medarbejdere, heraf omkring 1.800 i Danmark. Bravida leverer løsninger indenfor el, VVS, ventilation, Fire & Security, sprinkler, køl, kraft, baneteknik, energioptimering, teknisk ejendomsdrift og fjernvarme. Vi tilbyder alt fra design og projektering til installation, drift og vedligehold. Bravida har afdelinger på omkring 150 lokationer i Sverige, Norge, Danmark og Finland.