Bravida Danmark vinder kontrakt med M. J. Eriksson A/S – skal lave de tekniske udendørs installationer på DSB’s nye værksted i Aarhus
Bravida skal som underleverandør til M. J. Eriksson A/S stå for udførelsen af kørestrøm, elforsyning og belysning i udendørsområderne på DSB´s nye værksted til el-togsæt i Logistikparken i Brabrand. Projektet har opstart medio 2023 og den samlede ordresum beløber sig til næsten DKK 114 mio.
I samarbejde med M. J. Eriksson A/S og MT Højgaard indgår Bravida som underentreprenør på alle tekniske udendørs installationer. Opgaven omfatter kørestrøm, belysning og forsyning i udendørsområderne. Bravida forventer at beskæftige i omegnen af 10 montører og specialister samt 2 funktionærer i udførelsesperioden, som forventes afsluttet ultimo 2025.
Det kommende værksted er 20.000 m2 og skal sammen med det nye værksted på Godsbanen i København være de primære lokaliteter for vedligehold af DSB´s kommende IC5-tog. I forbindelse med transformationen fra brug af ældre dieseltog til elektrisk materiel ombygger DSB deres værksteder til at vedligeholde og reparere den nye flåde, og ønsket er at byggeriet bliver så bæredygtigt som muligt og opnår guldcertificering via den såkaldte DGNB-certificeringsordning.
- Vi er stolte af at være en del af projektet, hvor bæredygtighed er i højeste fokus i udførelsen af værkstederne. Det er en stor og meget spændende opgave for Bravida og er resultatet af et langt tilbudsarbejde som sikrer, at Bravida Baneteknik og Infrastruktur bliver en seriøs markedsleder, siger Johnny Hey, administrerende direktør hos Bravida Danmark.
Bravida er underentreprenør til M. J. Eriksson, som i samarbejde med MT Højgaard har vundet det store udbud vedrørende nye værksteder til de nye elektriske tog.
- Vi har i M.J. Eriksson A/S den store glæde at ønske Bravida tillykke med den underskrevne kontrakt på ARL – DSB-værkstedet i Århus. Vi har i de forberedende arbejder på projektet haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Bravida om opgaven og ser i M.J. Eriksson A/S frem til at fortsætte det gode samarbejde med Bravida på opgaven i Århus, siger Regionschef hos M. J. Eriksson Brian Madsen.
Billede: DSB
For yderligere information kontakt venligst:
Sanne Simonsen, Kommunikationskonsulent, Mobil: +45 2525 4275
En god bygning gør forskellen. Det er grundtanken bag Bravida. Vi er Nordens førende leverandør af tekniske totalløsninger inden for service og installation, og vi hjælper vores kunder med at skabe velfungerende og mere bæredygtige bygninger.
Det er Bravidas langsigtede mål at være klimaneutral i hele værdikæden i 2045, og vi er en arbejdsplads, der har plads til alle. Vi er 13.000 medarbejdere, heraf over 3.000 i Danmark, i over 180 byer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Bravidas aktie er noteret på Nasdaq Stockholm. www.bravida.dk