Bravida Danmarks CFO træder tilbage – ny CFO på plads
Bravida Danmarks CFO, Jack Nielsen, har valgt at træde tilbage. Han har været i virksomheden siden 2004. I forbindelse med Jack Nielsens afgang kan Bravida Danmark annoncere en ny CFO, der kommer fra en tilsvarende rolle i en stor, international virksomhed.
Bravida Danmarks CFO Jack Nielsen har valgt at træde tilbage fra sin rolle. Dermed stopper han efter 20 år i virksomheden, hvor han har haft det overordnede ansvar for Økonomi, Business Controlling og Jura, i alt bestående af omkring 30 medarbejdere. Fremadrettet ønsker Jack Nielsen at beskæftige sig med bestyrelsesarbejde og rådgivning.
”Det har været et stort privilegium at bestride en så spændende stilling i Bravida Danmark igennem så mange år. Jeg er meget stolt over de resultater og den udvikling, vi har opnået i de 20 år, hvor jeg har været en del af direktionen i Bravida Danmark. Jeg vil sende en stor tak til mine medarbejdere og resten af ledelsen for det gode samarbejde og ønsker Bravida det bedste fremadrettet,” siger Jack Nielsen.
Charlotte Skjold Pedersen ny CFO i Bravida Danmark
Bravida Danmark kan i dag annoncere en ny CFO, der skal efterfølge Jack Nielsen. Det bliver 56-årige Charlotte Skjold Pedersen, som fremadrettet skal lede CFO-funktionen i Danmarks største tekniske service- og installationsvirksomhed. Charlotte Skjold Pedersen kommer senest fra en stilling som CFO i den danske del af Saint-Gobain-koncernen. Her ledte hun et stort team med ansvaret for en række funktioner heriblandt Økonomi, Business Controlling, Jura, Compliance og Facility Management. Hun har tidligere bestredet lederstillinger i både MAN Energy Solutions og DONG Energy – det nuværende Ørsted.
”Først vil jeg på vegne af Bravida Danmark takke Jack Nielsen for mange års godt arbejde, og jeg ønsker Jack held og lykke fremadrettet. Dernæst er jeg glad for at kunne annoncere en så stærk profil som Charlotte Skjold Pedersen som vores nye CFO. Charlotte har alle de faglige og menneskelige kvaliteter, som jobbet kræver, og hun kommer til Bravida med stor erfaring fra internationale virksomheder. Charlotte vil blive en stor gevinst for os, og jeg glæder mig til at kunne byde hende velkommen i ledelsen, hvor hun kommer til at spille en afgørende rolle i at skabe et endnu stærkere Bravida Danmark,” siger Christian Lindskov Alsø, CEO i Bravida Danmark.
”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Bravida, som er markedsleder i Danmark og i Norden. Jeg ser meget frem til at arbejde tæt med Christian, resten af ledelsen og alle kollegaerne i mit team om at drive vækst og lønsomhed. Finans skal være en proaktiv sparringspartner for forretningen, forstå kunderne og være nysgerrige i forhold til tallenes bagvedliggende faktorer. Det arbejde ser jeg frem til at stå i spidsen for. Jeg er drevet af at identificere og udfolde potentiale, og jeg glæder mig meget til at komme i gang,” siger Charlotte Skjold Pedersen.
Om Charlotte Skjold Pedersen
56-årige Charlotte Skjold Pedersen er uddannet Cand. Oecon fra Aarhus Universitet. Privat bor hun i Rungsted med sin mand. Sammen har de to børn på 22 og 20 år. Charlotte Skjold Pedersen starter i Bravida Danmark den 17. juni.
Pressekontakt:
Daniel Kirchhoff, Kommunikationschef, tlf: +45 2247 2860 eller daniel.kirchhoff@bravida.dk
Om Bravida
Bravida er Nordens førende leverandør af tekniske totalløsninger inden for service og installation og hjælper sine kunder med at skabe velfungerende og mere bæredygtige bygninger. Det er Bravidas langsigtede mål at være klimaneutral i hele værdikæden i 2045. Bravida har 14.000 medarbejdere på koncernniveau, heraf næsten 3.000 i Danmark. Bravida opererer i mere end 180 byer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Bravidas aktie er noteret på Nasdaq Stockholm. www.bravida.dk