Bravida styrker tilstedeværelsen i Nordsjælland – køber aktiviteterne i Peiter Olsen EL A/S
Bravida Danmark A/S har indgået aftale om at købe aktiviteterne i elinstallationsvirksomheden Peiter Olsen EL A/S. Med købet styrker Bravida tilstedeværelsen i Hillerød og omegn med kompetencer inden for elinstallation, energioptimering og sikring til både private og offentlige bygherrer.
Peiter Olsen er en familieejet virksomhed i Hillerød, der har udført elinstallationsopgaver siden 1965. Ud over at være leverandør af eltekniske løsninger har virksomheden også kompetencer inden for boliginstallationer, overvågning, adgangskontrol samt tyveri- og brandalarmering. Virksomheden beskæftiger i dag 18 ansatte og havde i 2020 en omsætning på 24 MDKK.
- Peiter Olsen er et rigtig godt og ligeværdigt match, der supplerer vores eksisterende og meget velfungerende aktiviteter i Hillerød og med købet står vi endnu stærkere, da det er en virksomhed med et godt ry og stærke kunderelationer. Vi ser frem til at blive endnu flere dygtige medarbejdere i Hillerød, således at Bravida er godt gearet til fremtiden i et område, der er i stærk vækst, siger regionsdirektør i Bravida Danmark, Carsten Bo Knudsen.
Peiter Olsens medarbejdere bliver d. 1. oktober en del af Bravidas Region Øst, og de vil fortsætte med at servicere deres nuværende kunder, siger Regionsdirektør i Bravida Danmark, Carsten Bo Knudsen.
Timingen er nu den rette til, at min virksomhed føres videre, og det har været vigtigt for mig at finde en stærk aftager. Jeg er sikker på, at Bravida har de faglige og menneskelige kompetencer og ressourcer, der skal til for at sikre tilfredse kunder og en god fremtid for medarbejderne, siger Dion Olsen, som ejer Peiter Olsen El A/S.
Det skal bemærkes, at virksomheden ”Peiter Olsen, Belysning og Hårde Hvidevarer” ikke er en del af dette virksomhedskøb og derfor fortsætter med Dina Olsen som ejer.
Samtlige 18 medarbejdere fortsætter i deres nuværende roller med Benni Frost som ansvarlig afdelingschef for de fremtidige fælles aktiviteter. Integration af virksomheden over i Bravida sker i oktober 2021, hvilket i praksis betyder at virksomhederne indtil videre forsætter på uændrede vilkår under nuværende navn.
For mere information, kontakt venligst:
Morten Reedtz Kjellev, Kommunikations- og bæredygtighedschef
Morten.kjellev@bravida.dk
+45 4213 9999
Bravida er Nordens førende leverandør af service- og installationsydelser med godt 12.000 medarbejdere, heraf omkring 2.000 i Danmark. Bravida leverer løsninger indenfor el, VVS, ventilation, Fire & Security, sprinkler, køl, kraft, baneteknik, energioptimering, teknisk ejendomsdrift og fjernvarme. Vi tilbyder alt fra design og projektering til installation, drift og vedligehold. Bravida har afdelinger på omkring 180 lokationer i Sverige, Norge, Danmark og Finland.