Bravida vinder serviceaftale med en af Europas største varmeforsyninger
Fjernvarme Fyn Service A/S har tildelt Bravida Danmark en serviceaftale vedrørende vedligehold og udførelse af elinstallationer. Den samlede kontraktsum beløber sig til op imod DKK 66 mio. på 6 år.
Aftalen indeholder vedligehold og udførelse af elinstallationer, herunder elektriske maskininstallationer, elektriske bygningsinstallationer og elektriske anlæg. Hovedudførelsesstedet for rammeaftalen vil primært være Fjernvarme Fyns anlæg i Odense, og aftalen løber over seks år med mulighed for yderligere forlængelse i op til to år.
I løbet af aftalen forventer Bravida at beskæftige 12 montører og 2 lærlinge. I bedømmelsen af tilbudsgivningen blev der lagt særlig vægt på sammensætningen af et kontinuerligt team af medarbejdere med de rette kurser, erfaringer og kvalifikationer.
Afdelingschef Lars Kristensen udtaler:
- Jeg er glad for, at vi har underskrevet aftalen med Fjernvarme Fyn Service. Der har været en helt naturlig interesse i at få serviceaftalen, da vi er kommet på Fjernvarme Fyn igennem mange år og har medarbejdere, der har et indgående kendskab til installationerne, som ikke altid ligner almindelige elinstallationer. Derudover er Fjernvarme Fyn i gang med en omstilling til mere grøn energi, hvilket vi gerne vil bidrage til.
Er kommet på Fjernvarme Fyn i 40 år
Serviceaftalen er ikke et nyt bekendtskab for Bravida.
- Det er tredje gang, vi vinder aftalen, og det er et godt fundament for vores serviceafdeling at vide, vi har så mange medarbejdere fast beskæftiget de kommende år. Det skaber tryghed. Det betyder samtidig, vi får fastholdt og udviklet et stærkt industriteam, vi kan trække på i perioder, hvor der måske er nedgang i opgaverne på Fjernvarme Fyn - det giver fleksibilitet, siger afdelingschef Lars Kristensen.
- Det skaber ro for begge parter, at vi nu har en rammeaftale som er gældende i 6 år. Vi er naturligvis glade for at det gennem udbuddet er bekræftet, at Bravida fortsat er en konkurrencedygtig samarbejdspartner for Fjernvarme Fyn, siger vedligeholdelseschef i Fjernvarme Fyn A/S, Søren Moltrup Rasmussen.
Aftalen træder i kraft d. 1. november 2022 og er gældende til og med d. 31. oktober 2028, med mulighed for 2 års forlængelse på uændrede vilkår.
For mere information, kontakt venligst:
Morten Reedtz Kjellev, Kommunikations- og bæredygtighedschef
Morten.kjellev@bravida.dk
+45 4213 9999
En god bygning gør forskellen. Det er grundtanken bag Bravida. Vi er Nordens førende leverandør af tekniske totalløsninger inden for service og installation, og vi hjælper vores kunder med at skabe velfungerende og mere bæredygtige bygninger.
Det er Bravidas langsigtede mål at være klimaneutral i hele værdikæden i 2045. Vi er 12.000 medarbejdere, heraf 2.900 i Danmark, i over 180 byer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Bravidas aktie er noteret på Nasdaq Stockholm. www.bravida.dk