Bunker Holding lancerer global seniorpolitik: Mere tid til familieliv og børnebørn

Report this content

Ny seniorpolitik giver alle ansatte med børnebørn i den globale virksomhed Bunker Holding adgang til bedsteforældreorlov og mulighed for gradvis nedtrapning i arbejdslivet. Tiltaget skal sikre en større diversitet og bedre balance i arbejdslivet samt fastholde erfarne medarbejdere.

Fra 1. maj tilbyder Bunker Holding, verdens førende leverandør af brændstoffer og smøremidler til skibsfarten, en ny seniorpolitik til sine medarbejdere. Den giver blandt andet medarbejdere med børnebørn ret til seks ekstra fridage om året, som skal bruges sammen med deres børnebørn.

Dette initiativ er en del af et omfattende fokus på en samlet ESG-dagsorden, som også indeholder tiltag rettet mod alternative brændstoffer og grøn omstilling, compliance og ansvarligt lederskab samt sociale tiltag, der som denne seniorpolitik har til formål at sikre en større diversitet på arbejdspladsen og skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv i alle medarbejderes stadier af livet.

"Vi er utroligt glade og stolte over at være landet på at kunne tilbyde denne nye politik til vores senior-medarbejdere på tværs af alle 34 lande, som vi er til stede i. Vi tror på, at denne seniorpolitik vil bidrage til en mere mangfoldig og inkluderende arbejdsplads, hvor alle medarbejdere uanset alder og livsfase føler sig værdsat og respekteret,” siger Pernille Græsdal Beck, Executive HR Business Partner, Bunker Holding Group HR og tilføjer:

”Vi ønsker at give vores senior-medarbejdere muligheden for at bruge mere tid med deres børnebørn, og samtidig give dem mulighed for at fortsætte deres karriere i et tempo, der passer til deres livsfase. Det er både til deres og Bunker Holdings fordel, at sikre glade medarbejdere.”

Tiltaget nyder stor interesse hos medarbejdere, blandt andre hos Søren Høll, Head Of Global Operations i Middelfart:

”Jeg var selv på globalt ledermøde, da vores nye seniorpolitik blev annonceret, og lige fra Houston til Dubai og Singapore, så er jeg glad for sige, at det er blevet taget rigtig godt i mod tiltaget i hele organisationen,” siger Søren Høll, som også uddyber:

”Helt personligt synes jeg, at det er velkomment tiltag. Jeg har gennem snart 38 år været meget investeret i mit arbejde hos Bunker Holding, men da jeg blev morfar for nogle år siden, besluttede jeg, at jeg gerne ville være mest muligt til stede og en aktiv del af mine børnebørns liv. Derfor er jeg også superglad for, at jeg med den ekstra bedsteforældreorlov bliver i stand til både at passe mit arbejde samtidig med, at jeg kan være mere sammen med mine børnebørn.”

Den nye politik sikrer udover de seks bedsteforældreorlovsdage blandt andet også muligheden for nedsat tid, hvilket yderligere skal sikre balance i arbejdslivet.

Global virksomhed med danske familieværdier

Bunker Holding er hjørnestenen i det familieejede United Shipping and Trading Company (USTC) med hovedkontor i Middelfart. Og det er også ud af de familiebårne værdier, at seniorpolitikken er opstået.

”Vi har et ejerskab, som kerer sig i høj grad om familieliv. Det er vi meget stolte af at kunne brede ud til alle vores medarbejdere i flere end 30 lande verden over,” siger Pernille Græsdal Beck og uddyber:

”Der er ingen tvivl om, at i lande som Danmark, vil disse ekstra dage blive set som en oplagt tilgang til medarbejderomsorg, mens det i andre dele af verden vil være mere skelsættende for den lokale erhvervskultur. Vi har dog valgt, ligesom vi gjorde da vi introducerede 20 ugers forældreorlov til alle forældre, ikke at gøre forskel, og i stedet tilbyde en ensartet ordning for alle medarbejdere i hele verden.”

Bunker Holding vil fortsat tilbyde alle medarbejdere verden over andre fordele såsom gunstig forældreorlov og omsorgsfuld stress håndtering.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia