3F-hackere udfordrer opfattelsen af it-kriminalitet

Report this content

Efter sidste uges effektive angreb på 3Fs hjemmeside og den store mediedækning af bagmændene, der foregav at være en del af Anonymous-netværket, er det i dag klart, at hårdtslående it-våben ikke længere er forbeholdt berygtede, internationale hackere. Ødelæggende it-våben er i dag bredt tilgængelige for it-kyndige – også i Danmark. Det stiller store krav til vores online-aktiviteter og ikke mindst spørgsmålstegn ved vores opfattelse af it-kriminalitet, påpeger it-ekspert Michael Dahl.

København d. 30. juli 2012 – Har du et budskab, som du ønsker at lufte, og samtidig indgående it-indsigt, kan du skabe opmærksomhed ved at udgive dig for at være en del af Anonymous-netværket. Det viste en række danske hackere i sidste uge og bragte dermed ”hackitivist”-begrebet ind i toppen af danskernes bevidsthed. Ifølge it-ekspert Michael Dahl har motivet bag it-kriminalitet udviklet sig og handler ikke længere kun om at franarre folk penge – på samme måde bliver it-våben, som traditionelt har været forbeholdt organiserede kriminelle, i stigende grad brugt til at gennemføre aktioner for at positionere et budskab i medierne. Men hvad betyder det for vores opfattelse af it-kriminalitet?

”For den danske forbruger er sidste uges markante angreb bestemt en øjenåbner for, at det her med it-kriminalitet er en betydelig gråzone, som med tiden bliver mere og mere nærværende for den menige it-kyndige – også lokalt her i Danmark. Dermed udfordres også vores begreb om it-kriminalitet, for er det kriminelt at nedlægge en hjemmeside, fordi man mener, at ejeren af siden begår uretfærdige handlinger? Har det danske retssystem overhovedet hjemmel til at taksere en eventuel straf korrekt? Og hvad med de danske mediers omgang med bagmændene – hvordan bør medierne forholde sig til deres dialog med hackerne?” spørger F-Secures danske landechef, Michael Dahl.

En ny slags it-kriminelle
Stereotypen på en it-kriminel har de sidste par år været under afvikling. De seneste anholdelser af bagmænd fra forskellige hacker-netværk har vist, at it-kriminelle ikke længere svarer til forestillingen om østeuropæiske eller asiatiske bander. Eksempelvis anholdte FBI i foråret en række ledende bagmænd fra det omfattende LulzSec-netværk, hvor det viste sig, at netværkets leder var en 28-årig familiefar til to, der koordinerede tusindvis af hackere fra hele verden fra Lower East Side, New York.

Men selv om hacktivister ikke er ude efter den enkelte it-bruger, risikerer alle it-brugere ifølge Michael Dahl alligevel at blive offer for hacktivisternes kamp for at beskytte borgere i hele verden, for bl.a. store sociale platforme som Facebook og Hotmail er ofte i hacktivisternes søgelys. Tusindvis af LinkedIn-kontoer er f.eks. for nyligt blevet hacket, hvor personlige informationer og kodeord er blevet stjålet for at skaffe adgang til andre personlige oplysninger.

”De seneste år har vist os, at it-kriminalitet har mange forskellige facetter, som vi alle er nødt til at forholde os til og tage vores forholdsregler imod. Der er svimlende summer at hente fra it-kriminalitet, så bagmændene forfiner konstant deres metoder til at franarre virksomheder og it-brugerne penge, oplysninger, data osv. Kampen imod it-kriminalitet er desværre blot i sin spæde begyndelse og kommer til at fylde meget mere i vores it-hverdag fremover, så det er vigtigt at forholde sig til det og være forberedt på lidt af hvert. Præcis som man ville gøre det med forsikring af sit hjem og fysiske værdier.”

For mere information, kontakt venligst:

Michael Dahl
Director, F-Secure Regional Operations
michael.dahl@f-secure.com
+ 45 2629 8847

Se mere om de nye typer it-kriminelle og it-angreb i et TED-oplæg af Mikko Hypponen, Chief Research Officer for F-Secure:
http://www.f-secure.com/weblog/archives/00002274.html

F-Secure - Beskytter det uerstattelige
Mens du bruger tid på det, der giver mening for dig, så beskytter vi dig, når du er online, uanset om du bruger en computer eller smartphone. Vi tager også backup af dine filer og gør det muligt for dig at dele dine filer med andre. Vores services er tilgængelige gennem flere end 200 operatører overalt i verden og værdsættes i millioner af hjem og virksomheder. F-Secure blev grundlagt i 1988 og er børsnoteret på NASDAQ OMX Helsinki Ltd. www.f-secure.com

Tags:

Multimedia

Multimedia