Mobning er brud på børnenes rettigheder
Otte ud af ti danskere kender en, der er blevet mobbet, mens hver tredje dansk selv har oplevet mobning. Det viser en ny YouGov-undersøgelse lavet for Red Barnet Ungdom, der i anledning af FN’s Børnekonventions fødselsdag nu for alvor går til kamp mod mobning i Danmark.
København, 23.11.2012 - Hele verden fejrer i denne uge den 22-års fødselsdag for Børnekonventionen og børns universelle rettigheder til bl.a. mad og drikke, undervisning og social sikkerhed. I den anledning ønsker Red Barnet Ungdom i Danmark at sætte fokus på, at børns rettigheder også handler om mobning, og at alle børn har ret til en hverdag uden mobning.
Og en ny undersøgelsen fra analysebureauet YouGov viser med al tydelighed, at der er brug for en styrket indsats på området. Den nye undersøgelse viser bl.a., at hele 80 pct. af alle danskere kender en, der er blevet mobbet. Samtidig svarer mere end hver tredje, at de selv er blevet mobbet som barn.
Lad børnene selv tage ansvar
Hvis man spørger, hvem der skal stoppe mobningen, peger de fleste danskere på, at det er forældrenes og skolernes ansvar at komme mobning til livs. Men næsten halvdelen af danskerne mener også, at ansvaret ligger hos børnene selv.
Ifølge Janni Nielsen, formand for Red Barnet Ungdom, er børnene er klar til at tage det ansvar. Ungdomsorganisationens egne erfaringer viser tydeligt, at jo tidligere man får fat på børnene i kampen mod mobning, jo større mulighed har man for at ændre den dårlige adfærd.
- Det er børnene selv, der ved, hvad der sker, og hvem der bliver mobbet. De fleste elever på skolerne har oplevet mobning, men uden at gribe ind – enten fordi de ikke havde værktøjerne til det, eller fordi de ikke turde. Det vil vi gerne lave om på. For hvis børnene inddrages, kan vi se, at de dels selv holder op med at mobbe, og dels er mere motiverede for at gribe ind over for deres kammerater, siger Janni Nielsen.
Red Barnet Ungdom vil derfor sætte fokus på, at man kan bekæmpe mobning blandt børn i samarbejde med børnene selv. Et eksempel er projektet MobSQUAD, hvor unge frivillige rundt om i landet sætter fokus på børns rettigheder og mobning i skolernes mellemtrin gennem leg og dialog. Sammen med de unge frivillige finder børnene selv de værktøjer og den motivation, der skal til for at stoppe mobningen i deres klasse.
For at fejre Børnekonventionens fødselsdag har Red Barnet Ungdom holdt en række fødselsdagsfester rundt om i hele Danmark for de lokale børn, og samtidig har ungdomsorganisationen haft en konkurrence kørende i samarbejde med designfællesskabet ArtRebels om et design af en ny Red Barnet Ungdom t-shirt, der skal illustrere kampen for børns rettigheder. Vinderen af t-shirt-konkurrencen bliver kåret fredag aften, når Red Barnet Ungdom runder ugen for Børnekonventionens fødselsdag af med en fest i Huset-KBH i Rådhusstræde, København.
Fakta om YouGov-undersøgelsen:
- Kun 12 pct. af danskerne har aldrig hørt om FNs Børnekonvention, men selvom de fleste har, så kender hver anden næsten intet til den.
- 50 pct. af danskerne mener, at Børnekonventionen også handler om børnenes ret til en hverdag uden mobning.
- Blandt danskere som kender til Børnekonventionen ved et stort flertal (85 pct.), at det er en aftale, som skal sikre alle børns generelle rettigheder.
- 80 pct. af danskerne kender børn, der bliver mobbet, eller nogen, som er blevet mobbet som barn.
- 40 pct. af voksne er selv blevet mobbet som børn.
- Flertallet mener, at det er forældrenes (89 pct.) og skolernes (80 pct.) ansvar at stoppe mobning blandt børn.
- 46 pct. mener, at børnene også selv har ansvar for at stoppe mobning.
Om Red Barnet Ungdom:
Red Barnet Ungdom er en selvstændig ungdomsorganisation, der arbejder for børns rettigheder, som de er beskrevet i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder. Organisationen blev dannet i 2003 af en gruppe unge frivillige, som et ungt alternativ til de traditionelle hjælpeorganisationer. I dag tæller Red Barnet Ungdom 2.350 medlemmer og 800 frivillige mellem 15 og 30 år, som arbejder for børn og unges ret til bl.a. uddannelse, fritid og et liv uden diskrimination. Red Barnet Ungdom arbejder med en række indsatser på tværs af Danmark, bl.a. aktiviteter for børn i asylcentre og indsatser mod mobning og til at styrke integration for børn og unge fra etniske minoriteter.
Du kan læse mere om FN’s Konvention om Barnets Rettigheder her, samt finde flere informationer om fødselsdags- og releasefesten her eller på www.redbarnetungdom.dk.
For mere information, kontakt venligst:
Sofie Maegaard Astrup, kommunikationskonsulent
sofie@redbarnetungdom.dk / 5164 9825
Tags: