Ny rapport: Cyberkrigen er i gang – også i Danmark

Report this content

It-kriminaliteten er under kraftig udvikling. Omfattende cyberspionage-angreb fra nationalstater imod virksomheder og regeringer i andre lande viser, at en reel cyberkrig er i gang. Det konkluderer F-Secures nye Security Threat Report, som også viser, at Danmark er blandt de lande, der oplever flest angreb med aktuelle it-trusler. Alligevel tøver danske virksomheder og politikere. En stor fejl, mener F-Secures danske landechef, Michael Dahl.

København, d. 22. august 2012 – Venstres og Socialdemokratiets it-ordførere opfordrede i weekenden til en politisk diskussion om hackerangreb, efter at det er kommet frem, at danske virksomheder er alt for lukkede omkring de mange it-angreb, de oplever – en viden, der længe har været kendt af it-sikkerhedsbranchen. F-Secures danske landechef, Michael Dahl, hilser en kortlægning af angreb på danske virksomheder velkommen, for lukkethed om it-angreb gør det meget svært for sikkerhedsleverandørerne at bekæmpe it-kriminalitet effektivt. Og truslen fra it-kriminelle er helt reel, også i Danmark, viser den seneste trusselsrapport fra F-Secures laboratorium.

”Virksomhedernes lukkethed og politikernes tøven viser med al tydelighed, at mange mennesker ikke har forstået alvoren i og omfanget af it-kriminalitet. Selv EU har i et helt år hemmeligholdt, at fremtrædende EU-politikere og embedsmænd sidste sommer blev hacket. Men man kan sige sig selv, at når alle de private oplysninger, statshemmeligheder og virksomhedsinformationer, som før blev opbevaret i papirform et sikkert sted, pludselig bliver sendt ud i cyberspace, så vil it-kriminelle gøre alt for at få fingre i dem. Og udviklingen i de angreb, vi ser i dag, er skræmmende. Det er afgørende for vores mulighed for at vinde kampen mod it-kriminalitet, at virksomhederne opfatter det som en fælles kamp, for it-sikkerhedsbranchen kan kun bekæmpe angreb, hvis de får nys om de våben, som de kriminelle bruger, og virksomhederne er blandt dem, der blive angrebet allermest”, siger Michael Dahl, landechef for F-Secure.

Danmark i toppen blandt lande, der angribes
F-Secures Security Threat Report viser bl.a, at Danmark er ét af de lande, der angribes hårdt med de mest udbredte cyber-trusler p.t. Eksempelvis er Danmark blandt de lande, der oplever flest angreb med det avancerede malware Zeroaccess (målt på antallet af sporings-forespørgsler i F-Secure’s system), der står for 9 pct. af alle malware-relaterede sporings-forespørgsler i F-Secure’s Cloud Look-up system i Q2. Zeroaccess har ekstra stor gennemslagskraft, fordi den virker ved at udnytte sårbarheder på brugerens gadget, f.eks. gammelt software, der ikke er opdateret. Computere inficeret med Zeroaccess bliver bundet ind i et botnet, som bl.a. bruges til at distribuere rogueware og spam samt til andre kriminelle aktiviteter.

F-Secures nye rapport afdækker et sikkerhedslandskab, hvor fokus er på vej væk fra traditionelle angreb med vira og andet malware til omfattende cyberangreb, der i højere grad er sponseret af nationalstater, og som har til formål at stjæle oplysninger fra virksomheder og regeringer, der f.eks. kan give økonomiske og markedsmæssige fordele eller viden om statshemmeligheder. Vendepunktet i denne udvikling er de to store angreb med Stuxnet og Flame, som ifølge F-Secures laboratorium i Finland understreger, at it-angreb er en helt reel mulighed for nationalstater fremfor konventionelle metoder som diplomati eller boycot.

Andre pointer fra F-Secures Security Threat Report:

  • Første halvdel af 2012 bekræftede igen, at Apples Mac ikke er immun overfor angreb. Især er det værd at bemærke, at nye varianter af den omfattende Flashback er fundet, som virker ved at udnytte en svaghed i Java til at distribuere malware til kompromitterede websites.
  • Den avancerede bank-trojaner Zeus i dens mange varianter er stadig en central udfordring, men der er også kommet nye varianter af SpyEye, som uden nogen indikationer tømmer brugerens bankkonto, hvis man tilgår en inficeret side på nettet.

F-Secures Security Threat Report kan læses i sin fulde længde her: http://www.f-secure.com/en/web/labs_global

For mere information kontakt venligst: 
Michael Dahl 
Director Regional Operations, F-Secure
Tlf.: 45 2629 8847 
E-mail: michael.dahl@f-secure.com

F-Secure - Beskytter det uerstattelige
Mens du bruger tid på det, der giver mening for dig, så beskytter vi dig, når du er online, uanset om du bruger en computer eller smartphone. Vi tager også backup af dine filer og gør det muligt for dig at dele dine filer med andre. Vores services er tilgængelige gennem flere end 200 operatører overalt i verden og værdsættes i millioner af hjem og virksomheder. F-Secure blev grundlagt i 1988 og er børsnoteret på NASDAQ OMX Helsinki Ltd. www.f-secure.com

Tags:

Multimedia

Multimedia